Forleden købte jeg endnu en bunke akvarelfarver, kulstifter, blyanter, maleblokke i forskellige størrelser o.a. Og det er ikke første gang. Det hober sig op. Og jeg får ikke tegnet og malet så meget, som jeg gerne ville. Måske, fordi lysten blev hæmmet engang.
På Sædding Skole fik jeg formning for første gang. Indtil da havde jeg kun kendt til fænomenet “papirsløjd”. Det var sådan en slags praktisk relevant kreativitet. Jeg husker endnu de orange, ternede, kraftige papirark, som vi poder skulle klippe i og lave til små æsker og andet brugbart. At tegne og male frit var dengang utænkeligt. I hvert fald i skolen.
Men så flyttede jeg som sagt skole og fik min første formningslærer. Jeg husker ikke hans navn; det var noget med -sen. Han var en lille, mørk og venlig mand, der gik meget op i kunst og maleri – og havde et godt øje for elevernes potentialer.
På et tidspunkt fik vi til opgave at tegne nogle strandsten efter hukommelsen. Kammeraterne tog sig til hovedet. Men ideen var god nok. Det handlede om formfornemmelse og billeddannelse i hovedet. Hvordan var formen på de sandslebne sten? Teksturen? Farverne? Jeg tror, at det var første gang, jeg oplevede at få noget fremhævet i klassen. Han løftede mine tegninger op, viste dem frem og roste mig for mine sten. Det var dengang, det gik op for mig, at ros er et pædagogisk vidundermiddel. Pludselig vidste jeg, at jeg kunne noget. Var god til noget. Oplevelsen gentog sig noget senere i forløbet. Formningslæreren stod bøjet over min akvarel og sagde, at jeg havde en farvesans som Olaf Høst. Jeg anede ikke, hvem denne Høst var, men vidste, at det var positivt ment. Han fortalte vist lidt om Høst og Bornholm og bål og natur. Men jeg havde aldrig set et maleri af manden. Først år efter, hvor jeg stødte på Høsts billeder, forstod jeg først, hvor stor en ros, det egentlig var.
Desværre stoppede formningsundervisningen, bedst som den var begyndt. Jeg skulle den boglige vej, i realskolen, og her var der ikke plads til formning. Nu var jeg i bogstavernes og tallenes rige. Og farverne og blyanterne fik lov at ligge.
Jeg har siden ofte tænkt på, hvor jeg ville være endt, hvis formningstimerne var fortsat…