En af dagens forunderlige nyheder drejer sig om, at danskerne har mindre sygefravær en nordmændene og svenskerne. Og det til trods for, som der står, at broderlandenes indbyggere lever sundere end os. Nordmænd og svenskere motionerer mere og drikker mindre alkohol. Danskernes lave sygefravær er “en gåde” for forskerne, hedder det.
Men måske er det slet ikke så gådefuldt. Det kan være, at det er forskernes logik, der halter. Den siger: lever du sundt, har du færre sygefraværsdage. Men måske spiller klaveret ikke således. Måske er denne sundhedsfaglige skelnen mellem sundhed og sygdom bedragerisk, når det drejer sig om forholdene på arbejdsmarkedet.
Måske handler det om, at danskerne – der jo er berømte for deres høje arbejdsmoral, men også har en bekymrende lav gennemsnitslevetid – først lægger sig syge, når der ikke er anden udvej. Er man småsyg snupper man et par piller (danskernes medicinforbrug er exorbitant stort) og tager på job. Man holder sig i gang, evt. hjulpet af forhåndenværende stimulanser (alkohol, tobak og andet), så længe man overhovedet kan, og klasker så sammen i weekenden eller i ferien. Dertil kommer diverse indsatser på arbejdspladserne til nedbringelse af sygefraværet. Personlige samtaler etc. Man kunne tale om en kulturel forklaring.
Fremtidsforsker Uffe Paludan er inde på noget i den forklaringsretning, når han udtaler: “- Svenske arbejdere føler sig muligvis mere stressede end danske. Det er i høj grad et spørgsmål om kultur. I Sverige har man traditionelt store industrivirksomheder, og der er det mindre synligt, når man melder sig syg. I Danmark hersker en anden mentalitet – små handels- og servicevirksomheder. Der er en kræmmermentalitet, eller en selvstændig-mentalitet, hvor det er ugleset at melde sig syg”.