Medens jeg sad og skiftede batterier i mit digitalkamera kom jeg til at tænke på min fars gamle Agfa Billy, hvormed de fleste af de relativt få fotos fra min barndom er taget. Sort-hvide billeder, der trods alderen, besidder en forbavsende klarhed og skarphed, hvilket skyldtes den udmærkede linse. Jeg har kameraet endnu et eller andet sted i en kasse i kælderen. Først rigtig mange år senere – i halvfjerdserne – tog min far sig sammen til at købe et nyt, japansk kamera, med en imponerende stor linse. I en lang periode i tresserne blev der med andre ord ikke taget billeder. Men min far var jo også ude at sejle meget af tiden…
Fra det samme årti husker jeg Kodak Instamatic, som alle lige pludselig havde et eksemplar af. Et lille, handy – som man sagde dengang – kamera, der tog fine farvebilleder (som siden blegnede eller brunede, fordi filmkvaliteten ikke var den bedste…). Oven i købet med blitz-kuber, så man med garanti fik helt røde øjne. Instamatic’en kom i flere udgaver, der blev nemmere og nemmere at skifte film i på grund af de smarte kassetter…
Paul Simon & Art Garfunkel: Kodachrome