Min lovsang for de engelske kriminalserier i tv, senest Jericho, fik mig til at tænke lidt over en kommentar, jeg skrev til Carsten, om mit spegede forhold til amerikanske serier, fx Colombo, der jo også kører for tiden i dansk tv – i reprise.

Colombo (og mange andre amerikanske detektiv-serier) har aldrig rigtigt sagt mig noget. Og det kan jo godt undre lidt, når nu serien er en global succes og har været det i mange år (uden, at det skal forstås således, at jeg går ind for argumentet: 1.000.000 fluer kan ikke tage fejl, spis l… !). Bevares, jeg synes da, Colombo er meget hyggelig. Men, det er måske ikke lige den oplevelse, jeg forventer af en krimi! Når jeg – nødsaget af fruens tv-ønsker – nu og da ser Colombo, i hvert fald i uddrag, så keder jeg mig jævnt, for at sige det, som det er.
Måske giver Carstens analyse et clou (for nu at blive i krimi-jargonen) til forklaringen på, hvorfor Colombo, Kojak og lignende amr. detektivhistorier ikke rigtigt fænger hos mig. Henvisningen til filosoffen Peter Thielst, der sammenligner Colombos detektiviske efterforskning og resonnement med filosoffens ræsonneren, og Zizeks pointering af, at spørgsmålet whodunnit, som er væsentlig i klassisk kriminalprosa – The Golden Age Mystery – som fx Connan Doyles eller Agatha Christies, er af underordnet betydning i forhold til selve udredningsprocessen, bidrager måske med en forklaring på problemet.

Det essentielle i Colombo er således det rene puslespil. Fokus er på Colombos jagt på stumper og stykker, der kan sættes sammen til en løsning af mordgåden, så morderen – som seerne har kendt fra starten af – kan anholdes. Colombo tilhører den genere, man kalder: The inverted detective story. Der ikke ret meget fokus på fx Colombos privatliv og hans forhistorie, miljøerne er temmelig abstrakte, det historiske spiller en ubetydelig rolle osv. Positivt kan man mene, at Colombo er en moderne detektivfortælling, der koncenterer sig om det essentielle, den detektiviske rationalitet. Sherlock Holmes i rendyrket form. Uden for mange udenomsværker. Måske er det også forklaringen på, at Colombo kører rundt i en ældgammel bil og går rundt i den berømte forvaskede, slidte trenchcoat i miljøer, der er strømlinede og med på moden: Colombo er i en vis forstand tidløs. Han inkarnerer detektiven – uden for den historiske sammenhæng.
Men det er lige præcist udenomsværkerne, der gør det for mig. Det er måske, fordi jeg er uddannet litterat med hang til psykologi, historie, kultur osv. Kriminalhistorier er – for mig i det mindste – interessante og underholdende at læse, fordi historierne om enkeltstående forbrydelser (typisk: mord) er beretninger om noget grundlæggende i et bestemt, historisk mærket samfund – og i den menneskelige natur (el. psyke, om man vil). Gennem analysen af forbrydelsens lovoverskridelse får man et spektrum, hvorigennem man kan – i bedste fald – kan se, hvordan dette samfund fungerer (eller snarere: ikke fungerer), og hvordan menneskenes begær efter kærlighed, sex, penge, magt osv. får dem til at handle umoralsk og uetisk, men såre menneskeligt. Gennem den detektiviske proces, analysen og forståelsen af det kaos, der opstår, reetableres en orden, som vi, tilskuerne/læserne, finder bekræftelse i. Lidt forenklet udtrykt. I den forstand kan man måske sige, at de engelske serier er gammeldags, og de amerikanske moderne eller sågar postmoderne. Det kunne man sikkert godt argumentere for. Men lad det nu ligge.

Bo har skrevet et længere interessant indlæg i forlængelse af ovenstående!