Som læsere af denne blog vil vide, så er capac af den opfattelse, at arbejdskraft ikke er et fedt, selv om det fremstilles sådan af visse politikere og visse medier. De seneste par dage har der i Berlingeren været særlig fokus på en bestemt “arbejdsgruppe”, nemlig skuespillere. I går kunne man læse om skuespilleren Nony Sand, der i arbejdsløshedsperioder har været sendt ud som lagerarbejder, postbud og andre ufaglærte jobs. At der er tale om skuespillerne – altså en gruppe kunstnere – har åbenbart anfægtet politikere helt ind i regeringspartiet Venstre. I hvert fald mener Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby, at problemet er værd at drøfte, selv om hun insisterer på, at der ikke kan gives “særrettigheder” for en bestemt arbejdskraftgruppe. Alligevel er hun ude i et ærinde, der angriber forestillingen om, at arbejdskraft kan og skal betragtes som et fedt. Hun siger nemlig følgende: “Mange af vores arbejdspladser kunne have gavn af, at en gruppe kreativt tænkende personer ind imellem står til rådighed for arbejdsmarkedet”. Underforstået: at der måske bør tages højde for fx skuespillernes særlige kvalifikationer og erfaringer. Hun er også åben for ideen om en “kreativ jobbank”. Socialdemokraterne, repræsenteret ved kulturordfører Mogens Jensen, er med på ideen.
Det interessante spørgsmål er selvfølgelig, om politikerne pludselige anfægtelser har at gøre med, at der er tale om en bestemt arbejdskraftgruppe, nemlig kunstnere, og en gruppe, der i forvejen har stor medieopmærksomhed i kraft af deres særlige job på teater og film?
Beskæftigelsesministeren, som problemet sorterer under, har ikke kommenteret problemet.
Man kan sige, at politikerne lander i et dilemma, som er skabt af deres –  måske lidt bedagede? – syn på kunstnerne som en priviligeret gruppe arbejdere. Giver man denne gruppe særlige regler diskriminerer man alle andre grupper i landet. Og den går ikke. Med mindre man er indstillet på også at give andre grupper med særlige kvalifikationer og erfaringer tilsvarende regler.