Fruen og jeg fordrev lidt tid med at se endnu en aftapning af DR1s sangerdyst “Hit med sangen”. Et koncept, der står og falder med de medvirkende sangeres evner udi sangkunsten – og så deres kendskab til musik. Programmet, der blev anført af den præsentable, men ikke særlig sprælske, Peter Kjær, bestod til et 8-tal med en pil nedad. Flere af sangerne, flest på spindesiden, sang godt. Og specielt den lille svenske sangfugl Emilia scorede point ved sit gode humør og nærvær.
Nå, men undervejs, spiller de så en Cole Porter-sang. Og fruen og jeg kommer til at diskutere, hvorfor nogle sange bare har det der svært definerlige, der gør, at man kan høre dem igen og igen uden at blive trætte af dem. Store sangskrivere kan det der. Det blev til en længere diskussion.
Det fik mig til at tænke på alle de amerikanske fortolkere – fra Frank Sinatra til Tony Bennett – der har specialiseret i at fremføre netop disse sange. En gang kunne jeg ikke fordrage Frank Sinatra, Dean Martin og lignende sangere. De stod for mig som indbegrebet af alt det gamle, som musikudviklingen i tresserne forsøgte at gøre op med. Siden har jeg indset, at deres kunst er tidløs, når man skræller den forlorne, kandiserede Las Vegas-overflade bort. Tilbage er en stemme, en fortolkning og en sang. Og det, tror jeg, vil holde til tidens ende.
Helt tilfældigt (?) falder jeg så her til morgen over en lille artikel om Tony Bennett, der afslører, hvilke sange han holder af – og hvorfor:
1) Louis Armstrong “West end Blues” fra 1928 – “Grunden til, at jeg kunne lide Louis Armstrog er, at i samme øjeblik, man hørte ham, bare de to første akkorder, så smilede man. Han fik alle til at smile”.
2) Fred Astaire “Night and Day”: “det er en sang, som alle beundrer, når de hører den. Det er en stor, stor sang. … Alle de store komponister, Ervin Berlin, George Gershwin og Ira Gershwin, Johnny Mercer – når de skrev en sang, og det var i 20’erne og 30’erne, så sagde de, at den eneste, der kunne præsentere den, var Fred Astaire (…) Alle tænker på ham som en danser, men faktisk skabte han den store amerikanske sangbog.”
3) Frank Sinatra “In The Wee Small Hours Of The Morning”: “Frank Sinatra er min læremester”
4) Johnny Mercer “Emily”: “Mercer opfandt et ord, og det er, hvad Shakespeare blev berømt for, og i denne sang siger han ‘when my eyes visualize af family, I see dreamily, Emily too’. Så ordet ‘dreamily’ var aldrig blevet skrevet før. Han var så kreativ, han opfandt ord, der aldrig før var blevet udtalt. Han havde en guddommelig gave til at skrive med amerikansk lyrik, ikke britisk, men amerikansk”.
5) k.d. lang “If We Never Meet Again”: “Jeg elsker k.d. lang. Jeg elsker den måde, hun synger på. Alt, hvad hun synger. Sådan er hun. Meget ægte. …Jeg mener, at bortset fra Judy Garland, så er hun den bedste sanger, jeg nogensinde har hørt synge pop”.
Ja, der er meget, der gør en sang til en god sang… Uffe, og alle andre: Her er en til mellemgulvet. La Vie en rose – med Bennett og k. d. lang i skøn forening: