En hård dags nat

Author:

Apropos Martin Scorsese og George Harrison-filmen, så lad mig lige gøre opmærksom på, at DR2 lidt før midtnat – og lige før den 11. time – sender Richard Lesters Beatles-film A Hard Days Night fra 1964.
De fire Beatles-medlemmer var fan af den amerikanske instruktør Richard Lester, der endnu havde et internationalt gennembrud foran sig. Men han havde arbejdet sammen med Peter Sellers og havde været med til at omsætte det legendariske Goon Show til tv-mediet, og hans arbejde havde gjort indtryk på Lennon og co.. Det internationale gennembrud, som Beatles-filmen var med til at bane vejen for, kom i 1965 med sex-komedien The Knack…and how to get it!, der tog guldpalmen i Cannes.
A Hard Day’s Night blev lavet på et tidspunkt, hvor Beatles-feberen – Beatlemania – var på sit højeste, og den er da også et stykke regulær markedsføring af gruppens musik, idet musiknumrene er pakket ind i en letbenet komedie om de fire Liverpool-drenges liv. Men det skal ikke skjule, at Richard Lester med sit moderne filmsprog skabte en underholdende bagatel, der satte stilistiske standarder for det medie, som er blandt musikkens foretrukne i dag: musik-videoen. Blandt andet bruger Lester en klippeteknik, der følger musikkens rytme. Det var nyskabende dengang.
Filmen er i øvrigt i sort-hvid, og er uden tvivl inspireret af den såkaldte cinema verité-stil og af moderne fransk film i det hele taget, selv om den sort-hvide filmatisering også skyldtes økonomiske hensyn.
Musikelskere skal selvfølgelig se filmen på grund af sangene, men også fordi filmen er et tidsdokument, der fortæller om Beatlemania og tressernes optimisme.

Et par sange fra filmen:

If I Fell:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *