Vi lytter til The Masked Marauders (1969, Deity Records) efter at have foretaget nogle rock-arkæologiske udgravninger i musiklageret. Anledningen er dobbelt. Dels omtalte Henrik bandet Klaatu, der her lidt med marodørerne at gøre, og dels har jeg har set, at gruppens indspilninger – som så meget andet rock-nostalgi – er blevet genudgivet på cd under titlen The Complete Diety Recordings.
Historien om de maskerede marodører ville i øvrigt dengang i 1969, at der var tale om et supersamarbejde mellem Mick Jagger, Bob Dylan, Paul Mccartney, John Lennon og George Harrison. Og at pladen var produceret af legenden Al Cooper. Det hele viste sig siden at være en practical joke.
Rock-kritikeren Grail Marcus ved Rolling Stone havde under synonymet T. M. Christian forfattet en fiktiv anmeldelse af et lige så fiktivt dobbeltalbum med De Maskerede Marodører. I anmeldelsen udpenslede han de enkelte “medlemmers” præstationer (fx at Bob Dylan leverede en imitation af Donovan).
Fortsættelsen på joken blev, at Grail Marcus m.fl. fik nogle musikere til at indspille et bånd med musik ud fra de beskrivelser, der var i “anmeldelsen”, og med de omtalte sange, der altså først skulle skrives… Warner Brothers skulle derefter have købt båndet og udgivet det som en ordinær plade, der kunne tilfredsstille den efterhånden betragtelige efterspørgsel. For at holde vandrehistorien i live blev pladen forsynet med et billede af en kvinde, og der var ikke nogen oplysninger om de medvirkende musikere og sangere. Men – selv om de deltagende gør deres absolut bedste for at lyde som de bemeldte kändisser (pladen er fyldt med små hints og referencer til Dylan, Beatles og Stones – fx citeres Norwegian Wood pludselig midt i en sang…). Til sidst gik “skurkene” på Rolling Stone dog til bekendelse og indrømmede, at det hele var og altid havde været en practical joke.
Men den satte sig spor. En vis mistænksomhed blev hængende i hovedet hos fans af kunstnerne. Således startede der nye rygter, da de canadiske musikere under navnet Klaatu udgav en plade i 1976, der også manglede fotos af medlemmerne. Det skulle være den nye Beatles-plade. På samme vis svirrede der rygter om, at Bob Dylan var direkte indblandet i den første Dire Straits-plade som sanger. At hans så siden samarbejdede med Mark Knopfler fra gruppen på Slow Train Coming kan man så se som historiens ironiske kommentar til den historie. Det samme kan man sige, at dannelsen af Travelling Wilburys med Dylan og George Harrison var.
Hvorom alting er, som man siger for at runde af, så er pladen sjov og enormt hyggelig at lytte til. Hvem kunstnerne så end er, så har de haft det endog meget sjovt med at indspille pladen.
