I går aftes hentede capac og gravhunden fruen efter arbejde. Undervejs gennem det halvmørke, regnfulde århus lyttede vi til P1. En udsendelse om vor tids nye korstog: kampen mod fedmen. En snusfornuftig radiodame stillede spørgsmål til såkaldte eksperter. Og en af dem, der i øvrigt var på forældreorlov, skulle svare på spørgsmålet: Hvorfor er det os så magtpåliggende at få fede mennesker til at tabe sig? Som intervieweren udtrykte det: Er det ikke folks egen sag, om de helst vil ligge på sofaen, se tv og spise flødeskumskager? Den interviewede ekspert forsøgte at forklare det som et moralsk problem. Det var, fordi “vi” står moralsk til ansvar for hinanden, at de fede nu skal sendes på slankekur og i motionsrum. Men, intervieweren gav ikke sådan op. Hvorfor var det nu blevet et fælles moralsk problem? Og her kom eksperten på glatis. Ja, æh. Sådan var det bare.
Sådan går det, når man vil tænke et samfundsmæssigt problem uden at have en samfundsmæssig fortståelse af problemet. Man bliver ganske meget klogere ved at læse avisernes og medierne omtale af fedmeproblematikken. En overskrift i dagens udgave af Politiken taler for sig selv: “Fedme koster os 14 milliarder årligt“. Hvis fedme er et fælles moralsk anliggende, så er det, fordi den påståede fælles moral bunder i økonomi. Det handler om penge. Om skattepenge. Det var også derfor rygerne først blev genstand for klapjagt. Det koster mange penge i det offentlige sundhedsvæsen, at behandle rygerne. Kræftens Bekæmpelse løb i forvejen. Nu er det så de fede, der skal stå for skud. Hvem bliver de næste? Dem, der motionerer for meget og belaster sundhedsvæsenet med deres slid- og belastningsskader?
Opdatering:
I sin væven rundt i fedmen som moralsk problem kom benævnte ekspert til at sige noget interessant, foranlediget af interviewerens jordbundne spørgen. Eksperten gav udtryk for, at han ikke kunne udstå synet af en fed mand, der stod i pizzariaet og købte pizzaer. Hvorfor var han ikke derhjemme og spiste gulerødder og pastinakker? Hvorfor udstillede den fede mand sin nydelse på den måde! Det får mig selvfølgelig til at tænke på vores lokale venstre-lacanianere og Zizek-elever ovre i Center for vild analyse. For ifølge deres udlægning af hr. Zizek, så er det kendetegnende for subjektiviteten anno 2007, at subjektet er udstyret med et over-jeg, der påbyder nydelse. I modsætning til Freuds gamle over-jeg, der forbød dit og dat og derved forbandt nydelsen med forbuddets overskridelse, så siger det nye over-jeg: Nyd! Men måske gælder påbuddet – hvis vi ellers accepterer denne teori – ikke alle områder af livsudfoldelsen, måske ikke engang alle områder af erotikken, for så vidt som det at spise har erotiske dimensioner (når vi taler psykoanalystisk, vel at mærke). Måske er over-jeget spaltet? Måske er der stadigvæk en rest af det gode gamle forbuds-over-jeg. Derfor ophidser det “os”, når rygeren åbenlyst nyder sin skadelige tobak og når den fede nyder sin usunde burger… Gå dog hjem og knep!
Læs også Lars’ personlige indlæg om fedmedebatten.