Gode krimier skal ses i biografen eller på skærmen! For nu at citere en bekendt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Raymond Chandler vinder ikke nødvendigvis ved at blive omsat til film. Bare som eksempel. Men filmmediet egner sig fortræffeligt til kriminalhistorier. Ingen tvivl om det.

Jeg har tidligere været inde på min forkærlighed for engelske krimiserier, der har en meget høj kvalitet. For øjeblikket kører den meget indviklede serie “Sagen genåbnet” på DR2 om torsdagen. Boyd og hans stab, der alle er sammensatte figurer med en fortid, der spiller ind i udredningen af de forskellige sager og deres indbyrdes forhold, optrævler gamle mordsager ved hjælp af højteknologi, psykologisk ekspertise og almindelige detektivisk snusfornuft. Det er stærkt underholdende. Og man kan sagtens se den igen, for man kan sgu ikke huske, hvad plottet gik ud på. Samtidig er genudsendelsen af krimiseriernes svar på Gøg og Gokke – Daziel & Pascoe efter Reginald Hills forlæg – begyndt på samme kanal søndag eftermiddag. Alene samspillet – had/kærligheds-forholdet – mellem arbejderklasseroden Daziel og akademikerspiren Pascoe er det hele værd. Og så er Daziel min favorit blandt coppers med sin blanding af en bulldogs robusthed og en følsomhed som en mimose.
Huske plottet kan man til gengæld i den Miss Marple-serie, der kører på DR 1 mandag aften. Agatha Christie har aldrig for alvor været min cup of tea. Men hendes whodunnit-historier har været ganske underholdende, når de blev sat ordentligt i scene med gode skuespiller. Der findes faktisk en hel del seværdige filmatiseringer af hendes bøger. Og den nye serie instrueret af Ed Hall og med Geraldine McEwan som frk. Marple er intet mindre end en prægtig filmatisering. Udført med stor kærlighed til det engelske litterære klenodie, Agatha Christie, og med udsøgt ensemblespil og præcist ramt miljøskildring ned til mindste detalje.

Støvet i Cristie-historierne bliver i den grad rystet af i denne serie, hvor karaktererne er besat med en imponerende dækning. Endnu engang må man bøje sig i næsegrus beundring for englændernes skuespilkunst og type-casting. De spiller en vis legemsdel ud af bukserne på langt de fleste amerikanske serieskuespillere. Så er det sagt.

Geraldine McEwan er noget nær den bedste Miss Marple, jeg mindes at have set. En på samme tid lidt skrøbelig engelsk spinster, modelleret over Agatha Christies egen person, og en djævleblændt, skarp analytiker af kriminalgåderne, som ikke helmer før sagen er løst. Det er en ren fornøjelse at se, hvordan hun med påtaget naivitet får de involverede politifolks undersøgelse til at fremstå som den rene amatørisme. Ærgerligt er det blot, at jeg ikke har fået båndet de sidste episoder. Men heldigvis har jeg set, at seriens første kapitler allerede er udkommet på dvd. Julegaveønsket er på plads, og så kan jeg i aften sætte mig på plads og nyde “Hun døde ung”, når den ruller over skærmen kl. 22.00.