Bo i The Jiggly Room er turned på Jimi Hendrix efter en længere Zappa-periode – og er således uforvarende blevet anledning til følgende lille stump erindring.
Mit første Jimi Hendrix-album var “The Cry of Love” fra 1971. Jimi var død året før, og Mitch Michell og Eddie Kramer skabte albummet ud fra det materiale, Jimi havde efterladt sig. I forhold til de foregående “rigtige” Hendrix-albums var der tale om en mere trimmet sag. Alligevel er det umiskendeligt Hendrix hele vejen igennem.
Egentlig var det en tilfældighed – et held i uheld – at det var den første Hendrix-plade i min samling. Jeg havde anskaffet mig en Simon & Garfunkel-plade – Parsley, Sage, Rosemary and Thyme (1966) – med desværre var der en presningsfejl i skiven, så jeg skulle have den byttet hos Jaspers Radio i Esbjerg, hvor jeg havde købt den. Men, ekspeditricen – en midaldrende, stram dame – ville ikke høre tale om refusion af pengene. Efter længere tids tovtrækkeri indvilligede hun i, at jeg kunne finde en anden plade til samme pris. Og så blev det altså Jimi Hendrix. Måske er det denne lille historie, der forklarer, hvorfor Cry Of Love har fået en særlig plads i mit musikalske hjerte. På linje med de store albums, “Axis bold as love”, “Electric Ladyland” og “Are You Experienced”!?
Jeg havde hørt Jimi Hendrix i Jørgen de Mylius’ udsendelser, men første gang, jeg så ham, var på tysk tv, hvor man viste en kluboptagelse med Jimi Hendrix Experience fra London. Nummeret var “Purple Haze”. Det var stort. Rigtig stort.

– og så en lille indrømmelse: Selv om jeg har stor respekt for Frank Zappa, så foretrækker jeg til enhver tid Jimi Hendrix. Måske af de grunde, som Bo opregner derovre i Jiggly Room…