Tiny Tim – en af popkulturens særlinge

Author:

Popkulturen har været velsignet med en del skæve eksistenser, særlinge, tosser og galninge. Her i capac-bloggen har vi omtalt fx Bonzo Dog Band og Napoleon III. Ved et tilfælde læser jeg, at en anden særling har fået genudgivet en del af sin pladeproduktion: Tiny Tim.
Tiny Tim, der døde i 1996, kun 64 år gammel, hed egentlig Herbert Buckingham Khaury og var amerikaner. New Yorker helt præcist. Med en typisk indvandrerbaggrund. Faderen var lebaneser og moderen polak.
I mange år levede han som gademusiker og fremførte kendte sange fra bl.a. Tin Pan Alley-sangkataloget med sin karakteristiske, vibrerende falsetstemme, der blev akkompagneret af den lige så karakteristiske ukulele. Iøjnefaldende var han også med lang krøllet hår og spraglet klædedragt. Det fortælles også, at han havde sin debut i en lesbisk cabaret og havde for vane at indspille plader, som han rundhåndet forærede til de damer, han var lun på.
Efterhånden fik Tiny Tim kultstatus, og rygterne om ham var med til at bane vejen for en egentlig showbiz-karriere. Nogle tv- og film-optrædener førte til, at Reprise Records overtalte ham til at indspille sit første album “God Bless Tiny Tim”. Det var i 1968. Pladen rummede en version af den sang, der blev Tiny Tims kendingsmelodi: “Tipto Through The Tulips”. Derefter gik det slag i slag med successen. Blandt andet opdagede The Beatles ham og lod ham samme år medvirke på den Juleplade, de pr. tradition sendte til deres fanklub. Her sang han “Nowhere Man”.
I 1970 var han med i Isle Of Wight Festivalen, hvor han blev et klart hit hos de 600.000 tilskuere.
I årene efter forsvandt Tiny Tim ud af mediernes spotlight, men havde en luktrativ karriere som showman i Las Vegas og andre steder. I 1996 blev han ramt af et hjertetilfælde og fik andre alvorlige helbredsproblemer, blandt andet sukkersyge. Men, trods lægers advarsler om ikke at optræde for ofte og for længe, fortsatte Tiny på scenen og kort tid efter kom det andet hjertetilfælde, der tog livet af ham.
Efter hans død er der oprettet en mindeside på nettet for ham.

Tip Toe:

Og en punk-udgave af samme nummer med Tiny Tim og ISM.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *