Så kom DRs kriminalserie “Forbrydelsen” i gang igen efter en længere pause. Jeg skrev en positiv omtale af serien i januar, og jeg mener, at de første afsnit i anden ombæring holder niveauet. Men der er også plads til en enkelt, lille kritisk bemærkning. Fruen i huset, der ellers er en garvet film- og serie-seer, er stået af for længst. Hun mener, at serien er for langtrukken. Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret: Den er meget lang i spyttet.
Seeren bliver trukket rundt ved næsen, gennem et væld af spor, der peger i forskellige retninger, og man har på fornemmelsen, at det især gælder om at føre seeren på vildspor og ikke at give ham/hende en chance for at gætte, hvem skurken er. Et eksempel: En kvinde er til afhøring vedrørende hendes chat med en mistænkelig person, der kalder sig “Faust”. De to forhørspersoner presser hende til at rykke ud med, hvem den virkelige person. Og, inden hun svarer, klippes der over til Rådhuset, hvor man ser overborgmesteren. Aha, måske er han den skyldige. Og sådan er det hele vejen. Et slør trækkes hen over de informationer, man får. Selv den oplagte skurk, politikeren Hartmann, som i sidste scene sendes til afhøring med en sigtets rettigheder, er forbundet med en masse små tegn, der peger væk fra mistanken.
Man kan selvfølgelig indvende, at sådan er det med mange krimier. Og det er også sandt. Problemet er bare, at pineriet trækkes i langdrag i denne ellers fortræffelige serie. Jeg vil sikkert holde ud til den bitre ende, men jeg tror, Forbrydelsen ville være blevet endnu bedre, hvis den var blevet afsluttet i sidste sæson.