Det var et enkelt ord, der udløste den lille erindring. Gynter. En ordentlig gynter. Og så var det jeg kom i tanke om den mand, der boede i nærheden af Vestre Skole, hvor jeg i dannelsens navn tilbragte de første fem skoleår. Der gik historier om ham. Og med god grund. For det var en meget stor næse, han havde. Unormalt stor, for at sige det, som det var. Han led nemlig af en eller anden lidelse, der havde fået organet til at vokse sig stor som en spegepølse. Det hed sig, at man kunne se næsen et godt stykke tid, inden manden selv dukkede op, når han gik rundt om gadehjørnet. Og rygterne fortalte også, at han havde doneret snydeskaftet til “videnskaben”. I min purile fantasi forestillede jeg mig bekitlede mænd skære næsen af manden, så snart han havde trukket vejret for sidste gang.
Jeg så kun manden en enkelt gang. Måske holdt han sig mest indendøre på grund af folks reaktioner. Hvem ved.