I forlængelse af mine tidligere overvejelser omkring pressens fundamentalt ukritiske forholden sig til det bestående samfund og dets indretning, vil jeg godt henlede jeres opmærksomhed på en lille vild analyse, som Center for Vild Analyse foretager i Weekendens udgave af Information. De vilde analytikere lægger ud med en kritisk læsning af H. C. Andersens historie om Kejserens nye klæder, hvor de slår fast, at Andersens pointe ikke er, at det uskyldige barn afslører kejserens bedrageri, men derimod, at denne erkendelse – der deles af alle tilstedeværende – mister sin kritiske kraft, idet kejseren fortsætter sin procession: “Nu må jeg holde processionen ud”. Ved at lade som ingenting sikrer kejseren, at de bestående sociale bånd fortsat består. Akkurat som Venstres ærkekøbmand Claus Hjorth Frederiksen gjorde, da han var blevet afsløret i at have ført Folketinget og befolkningen bag lyset og fiflet med lovgivningen – og blot fortsatte som om ingenting var hændt.

De vilde analytikere bruger historien til at fortælle os noget om den kritiske journalistiks forfald i vor tid:

“Det er ikke længere den dybdeborende, samfunds- og magtkritiske journalistik, der for alvor rykker noget. Det, det handler om, er at få politikere til at tabe ansigt, opføre sig fjollet eller ikke kunne finde rundt i, hvad de selv mener. Hvis kejseren var stoppet op midt på torvet og havde kigget forundret ud på sine undersåtter, ville han have været færdig. Hvis han havde udtrykt tvivl om sin egen symbolske status, var han endt som Annette Vilhelmsen i stedet for som Claus Hjort.

Det er ikke afsløringerne af politikernes fatale passivitet i forhold til klimaforandringerne, der koster kasketter, men Lars Løkkes kluntede håndtering af GGGI-skandalen var lige ved at gøre det. Eller tag tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen som eksempel: Da han i starten af skandalen omkring sit mulige magtmisbrug i sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold kom for skade at sige det aldeles besynderlige, at han havde besluttet sig for »at give sig selv mundkurv på«, var det lige ved at gå galt for ham. Men det var, som om han derefter hurtigt lærte det: Det var, som om han fandt ud af, at ligegyldigt hvad der kom frem i afhøringerne, da skattesagskommissionen kom i gang, så skulle han bare holde hovedet højt og fastholde, at han ikke havde gjort noget galt. Det gælder bare om at holde processionen ud.

Hvad kan en politiker altså lære af Kejserens nye klæder? Ikke at ytringsfriheden er den vigtigste værdi i et demokratisk samfund, eller at enhver magthaver kan væltes af en uskyldig konstatering af sandheden. Tværtimod: Læren er, at hvorvidt man kan slippe af sted med et eller andet, først og fremmest afhænger af, hvordan man bærer det. Lad dig ikke slå ud af at være blevet taget i en unøjagtighed i DR2’s Detektor for eksempel. Gå bare ind i studiet og sig, at de muligvis har ret, men at du nu alligevel mener, at sandheden nok er sådan et sted midtimellem. Din modstander, den kritiske journalist, får nydelsen ved at være spydig over for magten og måske endda en lille pris. Og du selv kan fortsætte, som om intet var hændt.”

Med deres lille analyse får de vilde analytikere givet os et ganske præcist signalement af forholdet mellem det bestående samfund og pressekritikkens status. Selv om vi er inde i en global krise, hvis afslutning vi kun kan fantasere om, så har den endnu ikke ændret en tøddel ved, hvordan det borgerligt-liberalistiske samfund fungerer. Magthaverne fortsætter som om intet var hændt – og pressen agerer den latterlige nar, der har nydelse ud af at drille magthaverne, men aldrig får skovlen under magthaverne.