Her til morgen har capac i ensomhed siddet og læst Berlingske Tidende. Blandt andet Kathrine Lillørs forsvar for “ligestillingen”. Kvinders ligestilling. Det ser sløjt ud her til lands og i andre lande. Og det handler om mere end kvinders ret til direktions- og bestyrelseslokaler i virksomhederne. Det handler fx også om kvinders ret til at smide tøjet, hvis de vil det. På stranden i august har Lilleør oplevet en muslimsk kvinde, iført lang kjole og tørklæde, gå i vandet sammen med jævnaldrende badebukseklædte drenge. Det må hun godt, for i Danmark er religion og påklædning en privatsag. Men – det er udtryk for undertrykkelse.
I sin argumentation inddrager Lilleør den internationalt kendte islam-kritiker Ayaan Hirsi Ali, der ser en direkte sammenhæng mellem de islamiske regimers undertrykkelse af kvinderne og samme regimers indædte had til Vesten og vestlig kultur. Og hvad deraf følger.. Kvindeundertrykkelse som forudsætning for islams politiske magt.
Lilleør retter skytset mod vores demokrati. Vores lovgivning sikrer den enkeltes ret til at dyrke sin religion og til at gå klædt, som han og hun vil. Det er en privatsag. Men, ved fx at legitimere en islamisk kvindes påklædning, legitimerer vores demokrati et anslag mod demokratiet.. Lilleør fortsætter: “Ingen skal fortælle mig, at en lille piges inderste ønske er at bade fuldt påklædt. Det er kvindeundertrykkende og ingen frivillig sag. Det er med andre ord et ligestillingsanliggende. Som der ikke direkte kan eller skal lovgives mod. Man kan ikke lovgive mod en hel kultur. Men man kan fremme den lille piges muligheder på et hav af måder.” Og følger op med en opfordring til ligestillingsministeren om at være sin opgave voksen.
Lilleørs velargumenterede indlæg rejser en lang række spørgsmål. For eksempel: er der grænser for “ligestillingen” i et demokrati? Går der fx en grænse ved privatlivets fred? Ligestillingsdebatten har af mange gode grunde – fx historiske – især været knyttet til forholdet mellem mænd og kvinder, og ikke mindst i forhold til uddannelse, arbejde og arbejdsmarkedet. Men kan vi som “rigtige” demokrater stoppe der? Og kan vi stoppe ved døren til privatlivet, hvis dette private liv fx indebærer undertrykkelse og ikke-demokratisk sindelag? Og hvad med ligestillingen i øvrigt, fx mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Og hvad med ligestillingen mellem unge og ældre? Mellem såkaldt etniske danskere og såkaldte “danskere med indvandrerbaggrund”? Hvor går grænserne for lige-stilling, hvis vi hylder det gamle borgerlige frihedsideal: lighed?
Et andet spørgsmål: har en demokratisk samfundsborger ret til at lade sig undertrykke? Vi kender jo eksempler på islamiske kvinder, der insisterer på deres ret til at bære tørklæde etc. (som kan forstås som en selv-undertrykkelse i Lilleørs optik). Vi griber heller ikke ind, hvis danskerne i deres privatsfære lader sig lænke, piske og seksuelt ydmyge – bare det er af egen fri vilje?!
Tænker vi på Sigmund Freud, psykoanalysens store tænker, så ville han nok sige, at kultur som sådan er en form for undertrykkelse. Nemlig af vores driftsliv. En undertrykkelse, der vel at mærke ikke kun er negativ, for den indbærer ikke kun sindslidelser af forskellig slags, men fremmer fx de kulturelle frembringelser, store som små. Hvis Freud havde ret – så kan man forstå et eventuelt forbud mod islamisk klædedragt (= kvindeundertrykkelse) som erstatning af en form for undertrykkelse med en anden. Ikke? Kan vi så i det hele taget slippe for undertrykkelse? Kan vi slippe for kultur?
Lad os blot stoppe her med disse spørgsmål – og så tage en kop kaffe til.

Opdatering: En lille video om vestlig vs. islamisk kultur: