Da ABBA vandt blev Gigliola Cinquetti nr. 2 — erindringsdrys

Author:

“Waterloo” sejrede i Brighton for 40 år siden. Men kan du huske, hvem der blev nr. 2? Det gjorde såmæn Gigliola Cinquetti med sangen “Si”. En sang, der i øvrigt vakte en skandale i Italien, fordi den handlede om skilsmisse… Og det interessante ved denne kendsgerning er, at Cinquetti ti år tidligere faktisk vandt Melodi Grand Prix, da det blev afholdt i København den 21. marts 1964 med sangen “Non ho l’età“. Når jeg finder anledning til at grave denne historie frem af historiens store køkkenmødding, så er det, fordi det er en af de allerførste erindringer, jeg har om fænomenet Melodi Grand Prix. Som jeg tidligere har fortalt, så var min barndomskammerat Basse (Johannes hed han vist rigtigt…) et stor fan af Gigliola og fik tilsendt et foto af hende med autograf fra hendes pladeselskab. Og køn var hun da – og synge kunne hun også. “Non ho l’età” blev et stort hit, kom på den engelske singlehitliste og solgte i omegnen af 3 millioner eksemplarer.

Cinquetti fik flere andre hits, men senere i livet kastede hun sig over journalistikken og blev tv-stjerne. og i dag kan man se hende i et program om udenrigspolitik på RAI International. I 1991 var hun medvært ved Melodi Grand Prix, der blev afholdt i Italien.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *