For ikke så længe siden fejredes kvindernes internationale kampdag. Og der er stadigvæk noget at slås for. Ligelønnen er stadigvæk ikke en realitet alle steder, og kvinder i den tredje verden har alskens problemer at slås med. Blot for at nævne et par eksempler. Men feminismen er også – bredt set – kørt af sporet nogle steder. Nogle steder er feminismen degenereret til en egoistisk kamp om at overtage mandlige privilegier med hensyn til karriere og økonomi. En anden udvikling, der er gået helt galt, er der, hvor ligestillingskampen er skrumpet ind og blevet til en kamp mod det andet køn, mandekønnet. Nogle steder i samfundsdebatten kan man høre et ekko af den ultraradikale feminist VAlerie Solanas SCUM-manifest, der slår til lyd for at udrydde mandekønnet, fordi det alt for længe har styret verden og verden derfor er af lave. Med lidt god vilje kan man genfinde Solanas tankegang i forfølgelsen af mandlige pædagoger. Fagforeningen for børne- og ungepædagoger BUPL har netop dokumenteret, at en lang række daginstitutioner har indført særregler for mandlige pædagoger. Regler der er indført for at undgå, at institutionen skal blive udsat for anklager om pædofili. Det er for eksempel regler om pædagogens håndtering af bleskift eller børns toiletbesøg. Enten må den mandlige pædagog slet ikke udføre arbejdet eller også skal han have en kvindelig kontrollant ved sin side. Andre steder må de mandlige pædagoger slet ikke være alene med børnene.

Det er selvfølgelig uhyrligt, at denne form for kønsdiskrimination kan finde sted i dagens Danmark. Og de første til at protestere burde være alle de feminister, der smed BH’en og gik i front i halvfjerdserne og kæmpede mod kønsdiskriminationen af kvinderne. For denne sag handler om kønsdiskrimination og om køns-, krops- og sexforskrækkelse af værste slags. Lige netop den form for forskrækkelse, man kæmpede mod i tresserne, hvor p-pillerne kom på markedet, pornoen frigivet og seksualdebatten blomstrede. På godt og ondt.

Lad os for det første slå fast, at pædofili – den seksuelle trang, der vender sig mod børn under den seksuelle lavalder – ikke er en perversion, der er forbeholdt mandekønnet. Hvis man har fulgt med i pædofilidebatten gennem de sidste mange år, så vil man vide, at kvinder er lige så gode om den slags. Eksemplerne fra Belgien eller Jylland taler deres klare sprog om det kvindelige engagement i den seksuelle udnyttelse af børn. For det andet kaster sagen et ubehageligt lys over en betændt tankegang hos visse dele af det kvindelige, pædagogiske personale og – ikke mindst – hos visse dele af forældregrupperne rundt omkring i dette land. Hvis vi gik og troede, at Inge og Sten Hegeler og hele den ‘seksuelle frigørelse’ i tresserne, havde fået gjort kål på de seksuelle hæmninger og fordomme, så kan vi godt tro om igen. Sagerne om pædofili og ikke mindst denne sag om diskriminationen af de mandlige pædagoger demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det seksuelle stadigvæk er tabubelagt og at vi stadigvæk lider af en dybt forankret køns-, krops og sex-forskrækkelse.

Vi skal selvfølgelig blankt afvise enhver form for diskrimination af de mandlige pædagoger. Myndighederne bør gå ind og slå fast med syvtommersøm, at den slags institutionaliseret diskrimination ikke må finde sted. Og hvis den gør, må det få ansættelsesmæssige konsekvenser for de ansvarlige. Dernæst er det på tide at slå et nyt slag for seksualoplysningen i dette land. Vi skal have en ny nuanceret debat, der også har blik for, at det seksuelle ikke kun er et “gode” eller “det gode”, sådan som det skete i den seksuelle frigørelses tid, men at den menneskelige seksualitet i alle dens afskygninger også har destruktive og “onde” sider, fx i skikkelse af pædofilien. Sider, vi skal forstå naturen af, men selvfølgelig ikke acceptere, fordi perversionens udfoldelse er en kriminel handling. Vi skal med andre ord have en ny oplysningstid på det seksuelle område i en erkendelse af, at det seksuelle stadigvæk – mere end hundrede år efter Sigmund Freud – er et område, der udfordrer vores tanke, moral osv.