Det er dansk presses enfant terrible, David Trads, der på avisen.dk fremfører den besnærende påstand om, at Anders Fogh Rasmussen er socialdemokrat. Argumentet er, at danskerne aldrig har betalt så meget i skat som nu og, at der aldrig har været så mange offentligt ansatte som nu. Derfor mener Trads, at Fogh Rasmussen “holder så meget af det samfund, som Nyrup, Lykketoft og Stavad byggede op”. Og svigter sine liberale værdier: mindre stat, mere frihed, pengen i borgernes egne lommer…
Men har Trads så ret? Anledningen til Trads påstand er – selvfølgelig, fristes man til at sige – indsættelsen af den tidligere socialdemokratiske socialminister, Karen Jespersen, som socialminister i den borgelige regering.
Men Trads tager fejl. Fogh Rasmussens interesse for det offentlige handler ikke om kærlighed til den socialdemokratiske samfundsmodel, som Nyrup og co. i et vist omfang var garanter for. Det handler for Fogh om noget andet – om magt: Han har for længst indset, at hvis han vil beholde magten, så går det ikke an at slanke den såkaldte velfærdsstat. Det er derfor han og regeringen har satset på “velfærden” og har fremlagt en såkaldt “kvalitetsreform”, hvis kvaliteter, vi endnu ikke kender.
Danskerne vil gerne betale mindre i skat og have pengene i deres egne lommer, sådan som de liberalt-borgerlige i årevis har påstået – men kun så længe, at det ikke går ud over de “velfærdsydelser”, som de betragter som en slags borgerlige “rettigheder”. Tænk blot på Nyrup, og hvordan det gik ham, da han pillede ved en af disse rettigheder, efterlønnen. Fogh har lært lektien af Nyrup. Han har indset, at danskerne både vil have i pose og sæk. Derfor nytter det ikke noget at lukke sækken, hvis man vil blive ved magten.
Noget andet er så, at Fogh-regeringen ikke bruger de offentlige midler til at fremme en socialdemokratisk velfærdsstat. Fogh og co. er nemlig også i splid med sig selv. Ganske vist er det offentlige svulmet op under Fogh-regeringen, men det betyder jo ikke, at “velfærden” er øget osv. Det ved enhver, der følger med i samfundsdebatten. Den borgerlige politik i forhold til det offentlige er båret af en fundamental, liberal mistillid til staten. Og dem, der begræder tabet af liberale værdier i den siddende regerings politik, kan genfinde en af værdierne i denne mistillid, som udmøntes i et enormt, uproduktivt forbrug af ressourcer til kontrol, evaluering, detaljestyring og andre overvågende aktiviteter. Er man i tvivl om, hvad pengene bruges til, kan man blot se på den type arbejdskraft, det offentlige især efterspørger – administratorer: controllere, økonomer, talknusere, bogholdere osv.
Det er besnærende at opfatte Fogh som ny-socialdemokrat, men det er en fejltagelse. Fogh brænder ikke for den socialdemokratiske samfundsmodel, sådan som de gamle socialdemokrater gjorde. Han har ikke hjertet med…