Forleden aften kunne man se en portrætudsendelse om fortælleren, forfatteren, maleren og tv-manden Thomas Winding, som mange danskere vil huske fra DRs børne- og ungdomsprogrammer. På sin egen finurlige facon leverede han en lammende kritik af fjernsynet. Kritikken gik på, at dem, der lavede fjernsyn, ikke anede, hvilket medie, de havde at gøre med. Og det er ikke blevet meget bedre, siden Winding startede. Meget af nutidens tv er præget af en éndimensionel, journalistisk “realisme”, der ikke har spor sans for mediets forførende, æstetiske og kunstneriske muligheder og kvaliteter.
Men det sker, at magien vender tilbage. Senest med det bevægende program Den 11. time på DR2. I sin enkelhed består programserien af en række samtaler med forskellige personer, senest filminstruktøren Nicolas Winding Refn, garneret med forskellige underholdende indslag. Det fornyende ved programmet er selve formen, der skyldes de to frontfigurers – Mads Brüggers og Michael Bertelsens – naivt-ironiske facon. Ja, det kan måske endda være lidt svært helt at karakterisere denne facon. Men effekten er ikke til at tage fejl af: Som seer er man hele tiden i tvivl om, hvorvidt det man ser, er alvor eller sjov. Man bliver konstant foruroliget i sit forsøg på at falde til ro i en forvisning om, at det man ser og hører er troværdigt. Og denne leg med mediets forførende karakter gør, at man ser fastnaglet til skærmen, selv om det er sidst på aftenen.
Det er sigende, at filminstruktøren Jørgen Leth – på grund af en ophedet debat på DRs hjemmeside om omtalte Nicolas Winding Refns “udanske”, følelsesfulde kommentarer til det danske filmmiljø o. a. – er gået i brechen for dette program og kalder det “det stærkeste program, DR nogensinde har haft” og “genialt og epokegørende journalistik”.