I går eftermiddags fik jeg omsider set Joel og Ethan Coens film Inside Llewyn Davis. Filmen er til dels inspireret af folkemusikeren Dave Van Ronks liv og levned og følger hovedpersonen en kort tid – cirka en uge – i starten af tresserne. Vi befinder os i folkemusikemiljøet omkring den navnkundige Gaslight Café i Mac Dougal Street i Greenwich Village med en afstikker til Chicago, hvor Llewyn også forsøger at bryde igennem – uden synderlig held.

Det er ikke en film, der lever af sin handling, for der er ikke ret meget handling i filmen. Llewyn Davis går fra den ene vens sofa til den næste og videre til en tredjes gulv med sin guitar på slæb – og noget af tiden også en kat, som han ved en fejl har fået med som følgesvend. Han drømmer om et liv som musiker, men drømmen brister mere og mere, og hans privatliv er elendigt. Han har måske gjort en vens pige gravid, han er ikke rigtig på talefod med sin søster og har ikke besøgt sin gamle far i meget lang tid.

Men filmen hviler i sit eget rolige tempo og lever højt på skuespilspræstationerne. Oscar Isaac passer rigtig godt til rollen som den unge Llewyn, Carey Mulligan er overbevisende som den gravide pige Jean, som alle mænd gerne vil i seng med og John Goodman viser endnu engang format som jazzmusikeren Roland Turner. Men i det hele taget har Coenbrødrene en heldig hånd med deres casting i denne film. Men endnu vigtigere end skuespillet og den fornemme scenografi og gestaltning af tidsånden er – musikken. T Bone Burnett har være producer på filmens musikside, og det mærkes. Det er musikken anno midttresserne, der er den egentlige hovedperson i filmen, efter min mening. Som en rød tråd løber sangene – primært traditionelle folkesang blandet op med sange af Tom Paxton, Bob Dylan, Hede West og andre – gennem filmen og overbeviser om den kraft, disse tidløse sange besidder, og lader en forstå, hvorfor folkemusikken måtte slå igennem dengang. Og det bliver næste symbolsk markeret i en af de sidste scener, hvor en ung Bob Dylan træder op og indtager scenen på Gaslight Café. Dylan overtager scenen – og Llewyn ender med at få tæsk i gyden bag cafeen, fordi han dagen før havde fornærmet en kvindelig folkemusiker, der optrådte på scenen.

Vi er langt fra Hollywood-bulder-og-brag og langt fra mainstreamunderholdning i denne lille perle af en film, der handler mere om de drømme, der holder os alle oppe, og det brogede liv, vi alle har del i. Jeg kan kun anbefale den på det varmeste.