Vagabond kalder haiku sit nye og fjerde album. Og det omstrejdende og rejsende er et grundlæggende tema på haikus – alias Henrik Hytteballes – plade. Temaet anslås helt ud på coverfotoets trævej, der fører gennem en rødlig flora ud mod en uvis horisont. Men tematikken stikker dybere end til blot den kendte vagabondmetafor. Der er snarere tale om en slags eksistentiel vagabonderen, der sker på baggrund af en tidstypisk, kulturel håb- og perspektivløshed. Og ikke mindst toget er det middel, der bærer et håb og en udvej. Måske.

Det anslås allerede i den første sang om “Sorgenfri Station”. Alene titlen antyder, at tingenes tilstand ikke helt er, som de burde være:

“Der går et spøgelse igennem Europa

Et afsporet tog borer sig igennem nattens blå

Et sted i mørket der lurer en afgrund

en afgrundsgud trækker pinen ud

på Sorgenfri Station

uden at se på nogen

Det er sæson for afsked

det er sæson for brudte løfter

Kontinental melankoli….”

Sokomo, der står for teksterne og synger, er ikke i snæver forstand en politisk tekstmager, men teksterne lader på den anden side ikke nogen i tvivl om, at noget er helt galt. Vi befinder os på et kontinent i krise, et kontinent grebet af en dyb melankoli. En melankoli, der åbner for en nostalgi mod en fortid – som det hedder i sang nr. 2 “Bål og benzin” – “Engang for længe siden var himlen altid blå/ og solen den var rund og fin som en appelsin/ Da vandrede de på sletterne – afs sted på må og få/ og guderne må vide hvad de sku nå“. Og byen, der bærer længslen er København. Men også denne længslernes hovedstad er ramt, for her sidder Jimmy Boy på en bænk og hænger “på gælden fra en lyserød sky/ I et anfald af uregerlig nostalgi/ har han solgt sin Maserati og købt sig fri/ fra bål og Benzin“.

Toget er billedet på vejen bort og ud, på drømmen om noget bedre, på flugten bort fra tidsåndens melankoli. Det bliver tydeligst i sangen “IC lykketog”, hvor manden sidder i toget og venter på en person – en kvinde – på perronen. Men hun når ikke toget.

Og det fremmedes attraktion og befrielse anslås i sangen “Klynkernes bro”, hvor det hedder:

“Stille nu, sover du?

som et eventyr

kommer hele verden rundt i nat

til de skønneste byer

under fremmede stjerner bliver det hele let igen

ligeså let som ingenting”

Så i søvnen, drømmen er det farvel til Sucker Street, til Tingeltangel Town eller Middeltown eller hvilke navne, der vælges til byen, der er ramt og plaget af den kontinentale melankoli, medens man venter på “dommens dag på Klynkernes bro”. Jovist, kulturpessimismen og forfaldsbevidsheden har et godt greb i sangskriveren. Og måske er sangskriveren i virkeligheden manden, der – i sangen “Stukket kold i natten” – har mistet sin forstand og står og “råber i byens megafon/ verden den går under nu til morgen/ men vi siger det ikke til nogen/ la vær at se til siden og la vær at se frem/ la vær at se tilbage og la vær at se på dem/ der vifter med en stor kanon“. Der er ikke meget håb, ikke meget at læne sit hoved til i det dysforiske univers, som Sokomo maler. Måske er det i virkeligheden kun i forholdet til den anden, der er et spinkelt håb: “Jeg gider ikke mer – jeg tror ike på det mer/ Kun på dig og mig – og ingenting imellem/ og ingenting imellem“. Og måske i selve den tematiske vagabonderen?: “Og ligesom, alle de andre der hænger på en kant/ er det tid at se tilbage nu og kravle ind på land/Ryggen fri/ Gå gå måne/ go go vagabond...” (“Vagabond”).

Sokomo fremfører sangene med en diktion og tilbageholdt sangstil, der et øjeblik ledte mine tanker hen på Peter H. Olesens. Sokomo dyrker ikke det patetiske, selv om det ligger lige til højrebenet med pladens desperation og fortabthed, men excellerer mere i et nøgternt og nøgent sangforedrag, der udmærker sig ved at gøre teksterne let dechiffrerbare – også selv om man ikke her heldig at sidde med tekstarket, der følger med pladen.

Hytteballe står selv for det meste af musikken, men får dog hjælp på trommer af Bijan Farsijani på fire af sangene. Og musikken er en iørefaldende, melodiøs omgang electronica, der forsigtigt læner sig op ad og lader sig befrugte af postpunkrock og moderne folk. Som teksterne er musikstykkerne især stemningsstykker, der kræver en lytter, der vil give sig tid til at lytte med. Vi befinder os ikke i de kommercielle popradioers segment.

Hermed anbefalet.

haiku. Vagabond. produceret af Lars Henrik Nisssen. Haiku Music. Pladen udkommer i dag.