Nok brokkeri om tingenes tilstand og tilbage til The Royal og sangene fra dengang, hvor alting vist nok var bedre… (Undskyld det kulturpessimistiske udslip!).
The Bonzo Dog Band, The Bonzo Dog Doo-Dah Band, The Bonzo Dog Da-Da Band… Kært barn har mange navne. Gruppen, der bestod af en flok art-school-studenter, blev dannet den 25. September 1962 af forgrundsfigurerne Vivian Stanshall (tuba, sang m.m.) og Rodney Slater (saxofon m.m.). Snart blev de to suppleret med andre kunststuderende og -undervisere, Chris Jennings (trombone), Tom Parkinson (sousaphone!), Vernon Dudley Bohay-Nowell og Neil Innes (sangskriver og pianist), og bandet døbtes The Bonzo Dog Band efter en dengang populær tegneseriefigur Bonzo The Dog. Og dermed var tonen – den humoristiske – lagt an, kan man sige.
Den musikalske inspiration kom oprindeligt fra jazzen, men den bevægede sig – med beatmusikkens succes – over i retning af det rockede. Dog med elementer fra et hav af andre stilarter som fx music hall-traditionen og den psykedeliske musik.
The Bonzo Dog Band var en slags populærmusikalsk pendant til Monty Pyton’s Flying Circus, hvis medlemmer de da også arbejde sammen med på tv.
Gruppen fik stor succes i England, og jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flittig til at spille deres nye plader, når de udkom. The Beatles var også begejstrede for Bonzo Dog Band,og de inviterede dem til at deltage i tv-fiktionen The Magical Mystery Tour med sangen “Death Cab for Cutie”. Og i 1968 producerede Paul Mccartney (sammen med Gus Dudgeon under det fælles pseudonym Apollo C. Vermouth) Bonzo Dogs hit “I’m The Urban Spaceman”. Og dette nummer kan man høre i The Royal. Her er en sjov, sjælden promotion-video, hvor de løsslupne herrer giver nummeret:

Her er de med Elvis-parodien “Death Cab for Cutie” fra Magical Mystery Tour ( i øvrigt har et indieband taget sangens titel til sig som gruppenavn…):