I denne blog har vi holdt øje med diskussionen om folkeskolen og folkeskolelærerne, der af den siddende undervisningsminister og regeringen nærmest er blevet gjort til ondets rødder, når diskussionen faldt på folkeskolen og den uddannelse, børnene får.
Den massive, dårlige omtale af folkeskolen og dens lærere har blandt andet haft den effekt at søgningen til lærerseminarierne er faldet dramatisk. For at ændre på dette forhold – og dermed på længere sigt ændre på folkeskolens status – har regeringen indført en ny bekendtgørelse for læreruddannelsen.
Meningerne om den nye uddannelse er delte, men det er da prisværdigt, at man vil højne uddannelsens indholdsmæssige kvalitet.
Problemet er blot, at ingenting vil ændre sig til det bedre, hvis man ikke sørger for, at de nødvendige ressourcer er tilstede. I dagens aviser kan man således læse, at 11 ud af landets ialt 19 lærerseminarier skranter på grund af dårlig økonomi. årsagen er, at man finansierer seminarierne (som en række andre uddannelser) gennem det såkaldte taxametersystem, der betyder, at uddannelsesinstitutionen bliver betalt pr. gennemført studium. Indtægtsgrundlaget svinger altså med antallet af studerende. Falder antallet og er der mange, der springer fra undervejs, så forringes økonomien, og uddannelsesinstitutionen må spare, hvilket som oftest betyder: fyre undervisere.
Det betyder igen en forringelse af uddannelsen, hvilket så medfører, at søgningen til uddannelsen påvirkes negativt. Hertil skal lægges, at de overenskomstsmæssige lønstigninger, som lærerne får, ikke kompenseres ved ekstra bevillinger fra staten.
Man behøver ikke at have studeret økonomi ved en højere læreanstalt for at forstå at disse vilkår indebærer en forringelse af uddannelsen – og at nok så mange gode hensigter og nye uddannelsesbekendtgørelser ikke vil kunne ændre på dette forhold.