Historien om Raymond Leslie Howard – kaldet Duffy Power – er historien om et talent, der ikke fik lov til at blomstre helt, fordi personlige problemer kom i vejen.
Duffy var i de tidlige tressere en del af impressarioens Larry Parnes’ imperium, og det var i denne sammenhæng han fik kunstnernavnet Duffy. For plademærket Fontana indspillede Duffy en række coverversioner af tidens populære ange, fx “Ain’t she sweet” (bl.a. kendt fra Beatles) og “Dream Lover”.
I 1961 blev Duffy en del af den voksende bluesscene i London, hvor han spillede sammen med folk som Graham Bond, Jack Bruce, Ginger Baker og John McLaughlin. Og han arbejdede som studiomusiker og i Alexis Korners Blues Incorporated. Han fik ikke nogen kommerciel succes, men anerkendelse fra kritikere og folk i musikbranchen. Det bremsede også hans succes, at han led af psykiske problemer, bl.a. depression, og også fik problemer med stoffer.
Duffy Powers døde den 19. februar i en alder af 72 år. Han nåede at indspille et eponyme soloalbum i 1972, og det blev fulgt op af et par senere udgivelser. Men det ændrede ikke ved hans kommercielle succes.
@Jørgen Olsen: Det er rigtigt. Jeg har vist aldrig været omkring Roy Harper, men det vil jeg da råde bod på ved en passende lejlighed.
Som med alle dine opslag kommer man let p̴ langfart. Jeg lyttede s̴ til Duffy Powers udgave af It Aint Necessarily So Рhold da op en god fortolkning.
Kunne godt tænke mig at høre din mening om Roy Harper og “When an old cricketer leaves the crease” den mÃ¥ jeg bare høre med regelmæssige mellemrum nÃ¥r jeg trænger til at komme i “mood.”