I dag kunne man i dagbladet Politiken læse, at finansminister Bjarne Corydon gennem sit ministerium har bedt et privat konsulentfirma om at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan konkurrencen kan øges på velfærdsområdet, nærmere bestemt: ældreomsorg, børnepasning og hjælp til særligt udsatte og handikappede. Udmeldingen har fået Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen til at fare i blækhuset (eller nok snarere: computeren). Og hun skriver bl.a.: “Jeg håber i den grad, at det her bare er noget Bjarne Corydon har fundet på i Finansministeriet. At det ikke er udtryk for socialdemokraternes og regeringens holdning til udlicitering og privatisering af vores fælles borgernære velfærd”. Schmidt-Nielsen har al mulig god grund til at betvivle udliciteringens økonomiske og samfundsmæssige holdbarhed, men det er problematisk, at hun binder sin kritik op på et forfængeligt håb om, at Corydon bare har fået en fiks idé, der ikke er dækning for i regeringens holdninger. Det er problematisk og kritisabelt, at Enhedslistens folk angler efter en socialdemokratisme, der for længst er efterladt i historiebøgernes støv til fordel for en nyliberalisme, der kun overfladisk set er anderledes end den, partiet Venstre fx står for. Det er en taktisk og strategisk brøler af format, at EL sætter deres forhåbninger til Socialdemokraterne. EL burde tage ved lære af de blodige, dyrebare erfaringer, som Socialistisk Folkeparti gør sig i denne tid, efter at have været vævet ind i socialdemokraternes magtspind. Socialdemokraterner er ikke og bliver ikke en mulig alliancepartner for Danmarks eneste venstreorienterede parti. Indse det dog Johanne.