Citat: “Mayor Of Simpleton’, is about as pure a shot of Grade-A pop as you can find, a slam-dunk smash hit if there ever was one – it peaked at #46 in the UK.”

Ovenstående citat står at læse i en artikel i The Quitus, der markerer 25-året for XTCs album Oranges & Lemons. Forfatteren Nick Reed anskuer dette dobbeltalbum som begyndelsen til enden for XTC. Et band, der tilhørte New Wave-generationen, men også var arvtagere efter Lennon & McCartney. Ferme sangskrivere i et band, der burde have været et meget større navn, end tilfældet og omstændighederne tillod. Men pladeselskabet troede ikke rigtig på dem, de var ikke meget for at turnere og de passede nok ikke helt ind i new wave-tidsånden. Reed udlægger det sådan, at XTC nok skulle have været skabt 15 år tidligere, så ville pengene have passet. Og noget er der om snakken. XTC minder i mangt og meget mere om tidligere generationers musik – med Beatles som et lysende eksempel.

Som Beatles’ hvide album er Oranges & Lemons et album, der driver af kreativitet. Et overflødighedshorn af sange fra sangskrivernes laboratiorium. Forskellen er, at Lennon & McCartney ikke gav slip på deres høje kvalitetskrav til sangene. XTC giver plads til de sange, der måske – under andre omstændigheder – ville være forblevet demoer. Nogle af sangene er skitser til gode popsange, men ikke mere. Men det er netop denne karakter af tilløb, der gør pladen interessant i mine øre. Oranges & Lemons er som et katalog over XTCs kreative potentiale. Oranges & Lemons er et af mine all time favorit-albums.

Og så er der den der sang, der burde have ligget nr. 1 i ugevis.