For længe siden forsøgte jeg med en lille vild analyse at de parlamentarisk-politiske kategorier Venstre-Højre-Midten. Og kom frem til, at “midten” ikke eksisterer. Jeg skrev: “Jeg tænker, at ‘midten’ er..’intethed’. Et parti kan ikke placere sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når ‘nedsmeltningen af blokpolitiken’ (med Margrete Vestagers ord) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politiken.”

Jeg kom i tanker om denne lille analyse, som jeg stadigvæk holder af, da jeg så det nye ministerhold. Efter Socialistisk Folkepartis exit fra regeringen er der kun to midtsøgende partier tilbage. Og hvad er det så lige der sker, når de to danner regering? Jo, som sagt kan man ikke placere sig i midten. Af samme grund sker der det, at partierne glider mod højre. Den nye regering er tydeligvis endnu mere blå end den foregående. Og denne bevægelse indebærer et tab af betydning, en voksende implosion. Idealer, valgløfter, principper falder sammen som souffleer , der ikke håndteres rigtigt. Det interessante spørgsmål er, hvorfor den modsatrettede bevægelse – fra højre hen over midten til venstre – tydeligvis ikke er mulig? Dette problem venter på en ny vild analyse…