På cd-afspilleren snurrer albummet “A tribute to Joni Mitchell” og giver anledning til overvejelser omkring spørgsmålet: Hvilke forventninger har man til cover-versioner? Capac forventer en høj grad af genkendelighed, ikke mindst melodisk. Dertil skal det være en personlig fortolkning, der gør fortolkningen til mere end en ferm kopi. Den nærværende plade har ud fra disse kriterier visse svagheder og styrker. Men dem, der slipper bedst fra det, er: Prince med en neddæmpet soul-udgave af klassikeren A Case of You (fra Blue). Mitchells melodi skinner klart igennem, men samtidig er det vaskeægte Prince-følsomhed og musikalitet. Annie Lennox’s aristokratiske, smukke stemme bærer med stor respekt, men ikke for megen, Ladies of the Canyon frem. Emmylou Harris er lige ved at overgå Michells egen version af The Magdalena Laundries (fra Turbulent Indigo). Harris’ version er sammen med James Taylor’ kærlige håndtering af “The River” og k. d. langs “Help me” mine favoritter. Uanset hvad James Taylor synger, så lyder det som James Taylor – sådan som han altid har lydt. Og det er positivt ment, selv om hans værste kritikere mener, han burde forny sig. Og k. d. lang – der er en af mine foretrukne kvindelige kunstnere – forlener “Help me” med al den sødme og sensibilitet som denne fine sang om forelskelsens svimlende frie fald berettiger til. Her er hun:
Bonus – på YouTube faldt jeg over Cindy Laupers udgave af Carey (fra Blue) og synes, at hun slipper godt fra det:
@Anja: Jo, jeg kender den godt. Hun kan synge telefonbogen, og jeg vil stadigvæk lytte – henført. 😉
Prøv endelig ogsÃ¥ K.D.’s version af ‘A Case of you’ fra ‘Hymns of the 49th Parallel’ (2004).
🙂