Vi skal ikke slippe Aretha med det samme. For lidt tilfældigt faldt jeg over Rolling Stones liste over de “100 største sangere”, og her topper Aretha, skarpt forfulgt af Ray Charles, Elvis Presley, Sam Cooke, John Lennon, Marvin Gaye, Bob Dylan, Otis Reddin, Stevie Wonder og James Browne. Og den får ikke for lidt i Rolling Stones omtale af Aretha, der på meget amerikansk vis kaldes “en gave fra gud” og “årsagen til at kvinder ønsker at synge”, Overdrivelse fremmer forståelse eller også er det bare udtryk for den hæmningsløse begejstring, man undertiden finder hos amerikanske kulturskribenter. Men ellers er jeg ret enig i lovprisningen af den unge Aretha. Hun har både teknikken, kraften og hjertet med, når hun kaster sig over gyldne sange som “Chain of Fools”, “Respect”, “I never loved a man” og “A natural woman”. Om hun er verdens største, vil jeg lade stå hen som et stort spørgsmålstegn, men stor er – eller var – hun. For som jeg tidligere har givet udtryk for, så synes jeg, hun med tiden begyndte at skrige og råbe mere end at synge.