.

Ben Stiller er mestendels kendt som skuespiller i forskellige komedier – fx Vild med Mary, Meet the Parents (og efterfølgerne) og Nat på Museet. Med The Secret Life of Walter Mitty tager Stiller så det store spring til ikke alene at være hovedrolleskuespiller, men også producent og instruktør. Og filmen bekræfter mig i en fornemmelse, jeg længe har haft i forbindelse med Stiller, nemlig at han måtte indeholde mere end blot den lille uheldige og såre sjove mandsperson, han har skildret så ofte.

The Secret Life of Walter Mitty har tidligere været filmatiseret med Danny Kaye og bygger på en berømt novelle af den amr. forfatter James Thurber. Men fortællingen er efter modellen “frit efter”, idet Stiller fører historien op til nutiden.

Stiller spiller hovedfiguren Walter Mitty, der gennem mange år har arbejdet i arkivet for fotonegativer på det berømte Life magazine. Mitty er en drømmer. Fx drømmer han, at han via et internetdatingbureau kan komme i kontakt med sin arbejdskollega Cheryl. Men da hans liv er så begivenhedsløst, lykkes det ham end ikke at komme igennem med det mindste elektroniske “vink”.

Den dag, hvor vi møder Mitty, er Life blevet opkøbt og en ny chef er ansat til at forestå omdannelsen af Life til et digitalt magasin. Med de fyringer, det vil medføre. Mittys sidste opgave bliver at levere et bestemt negativ til forsiden på den allersidste trykte udgave af den berømte magasin. Et negativ, der udgør selveste “kvintessensen af Life”. Problemet et blot, at lige netop det negativ – nr. 25 – er væk. Det skulle angiveligt være fremsendt til Mitty med flere andre af magasinets berømte fotograf Sean O’Connell (Sean Penn), der er af den gamle skole og kun forholder sig til analog teknologi fra før fax-maskinens tid. Det betyder bl.a. at han kun fotograferer analogt og ikke er til at komme i forbindelse med pr. telefon eller email.

For Mitty bliver situationen en mulighed for at udleve nogle drømme (som han måtte lægge på hylden som 17-årig, da hans fader døde). Han beslutter sig for at finde fotografen Sean og negativet. Og ved hjælp af kollegaen Cheryl og de andre negativer, der rummer nogle spor, begynder Mitty en rejse, der til sidst fører ham hen til fotografen. Rejsen fører ham først til Grønland, dernæst til Island og til sidst til en ukontrolleret del af Afghanistan. Og han kommer ud for nogle oplevelser, der står i grel modsætning til hans hidtidige liv. Han kommer ud at flyve med en stærkt beruset helikopterfører med kærestesorger, er ved at blive ædt af en haj, oplever et Islandsk vulkanudbrud på nærmeste hold og får lov til at opleve en sneleopard gennem O’Connels fotolinse.

Og disse scener udgør nogle af filmens højdepunkter. De er fremstillet med en blanding af nøgen realisme (der er ingen turistglamour over lokaliteterne) og tryllebindende fantasi. Med en kliché: Det er scener, der skal ses og opleves – i biografen. Og jeg vil tillade mig at mene, at Stiller med disse scener afslører den iscenesatte hulhed i mange af tidens såkaldte action- og adventurefilm. Det er mesterligt gjort.

Filmen får – som konventionen for amr. lystspil foreskriver – en relativt lykkelig slutning. Mitty finder O’Connell og negativet og får – vist nok – pigen til sidst. Men det er kun den overfladiske fortælling, for der ligger også en dyb symbolik i selve projektet. Det er ikke tilfældigt, at Mitty arbejder med de teknologisk set forældede negativer. Det er heller ikke spor tiilfældigt, at han arbejder for magasinet Life – Livet. Og det er heller ikke tilfældigt, at han skal finde lige netop det negativ, der indeholder selve kvintessensen af Life, hvis motto er – og bliver printet på læder i filmen:”To see things thousands of miles away, things hidden behind walls and within rooms, things dangerous to come to, to draw closer, to see and be amazed and to feel that is the purpose of life.” Det er formålet med Life, men – forstår vi også – måske også formålet med Livet som sådan.

At det forholder sig sådan understreges af den fine scene, hvor Mitty omsider har fundet O’Connell, der sidder på et bjerg og venter på, at den sjældne sneleopard skal vise sig for fotografen. Da det endelig sker, får Mitty lov til at kigge med gennem linsen og ser dyret – men O’Connell vælger at nyde øjeblikket og ikke fotografere. Fordi fotograferingen udgør en distance til – ja – livet. Det understreges også ironisk nok af det motiv, som negativ nr. 25 gemmer på, og som vi får at se til sidst i filmen…

Hvis man vil det, så ligger der selvfølgelig et stort kritisk potentiale i filmens filosofiske dimension – i forhold til den virkelighed, vi faktisk lever i, hvor den teknologiske distance er blevet endnu mere udtalt end nogensinde før i historien. Og en kritik af en samfundsudvikling, der ikke har forståelse for den type livsfilosofi, som Life repræsenterede. Osv. Jeg vil trygt overlade til læserne/biografgængerne selv at drage deres kritiske konklusioner.

I hvert fald er det lykkedes for Ben Stiller at lave en film, der både formår at underholde som romantisk komedie, actionkomedie og drama – samtidig med, at den har noget på hjerte. Jeg tror ikke, at det er helt tilfældigt, at denne film er blevet til i en tid, hvor USA og resten af verden er i krise og har glemt at der er andet at drømme om end penge, vækst og flere jobs.

Hermed anbefalet.