Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, håber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos på en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sådan en granskning af bogrygge altid får mig til at tænke på alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornår mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker så venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? Hvornår jeg dog får læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – så satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 på cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje så på? På hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. På hovedet. Og det forklarer måske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert på Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altså kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten på Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (måske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.