Den engelske singer-songwriter Billy Bragg har været på banen i mange år. Den 55-årige Bragg begyndte sit musikerliv i tresserne, hvor han efter en kuldsejlet akademisk karriere begyndte at spille guitar og finde inspiration hos datidens store R&B-orkestre som Rolling Stones og Faces. Senere i halvfjerdserne var det The Clash, der var inspiratorer med deres heftige blanding af rock og politisk bevidsthed. Begge dele tog Bragg til sig. Og han dannede i 77 Riff Raff, der især gjorde sig på den lokale pubscene i London.

Efter en kort afstikker til militæret vendte Bragg tilbage til musikken som solist og gademusikant. I 1983 lykkedes det så for ham at få udsendt et debutalbum Life’s a riot with spy vs. spy, der bestod af en række demooptagelser. Siden har Bragg bidraget med i omegnen af tyve album – hvoraf et par stykker er lavet sammen med Wilco og Blokes. Fælles for dem er, at Braggs tekster er både stærkt personlige og socialt og politiks bevidste – og muksikken en blanding af folk og rock.

I flere år havde jeg ikke fået ørerne op for Braggs kvaliteter, men i kraft af samarbejdet med Wilco og Braggs seneste opus Tooth and Nail er filtrene i mine ører faldet væk. Og det, jeg hører, er en singer-songwriter, der skiller sig ud netop i kraft af en klart, alment politisk engagement og nogle altid vedkommende sange. Det er ikke helt almindeligt nu om stunder.