Countrysangeren Ray Price er død, 87 år

Author:

Med sange som “Heartaches by the Number” og “Make the World go away” skrev den nu afdøde amr. countrysanger Ray Price sig ind i mit musikalske bagtæppe via afspilninger på Danmarks Radios program 3. Og var med til også at skabe plads til countrymusikken i mit musikalske univers.

Ray Price, der døde af kræft i mandags, 87 år gammel, begyndte sin karriere helt tilbage i 1940’erne og nåede at få omkring hundrede countryhits gennem sin karriere. Det var Prices fortjeneste også, at han stærkt bidrog til, hvad man kunne kalde en modernisering af countrymusikken. Først da han introducerede det såkaldte “Ray Price beat” (4/4 bas og en shuffle-rytme) for at lægge afstand til kollegaen Hank Williams sound. Det resulterede umiddelbart i et hit med sange “Crazy Arms“, der blev så populær, at den fortrængte selveste Carl Perkins og hans “Blue Suede Shoes” fra hitlistetoppen.

Senere i tresserne forfinede Price sin stil ved at synge i et lavere toneleje og ved hjælp af strygere og inspiration fra soulmusikken. Også dette eksperiment lykkedes til fulde og gav pote med hittet “For the Good Times“, en sang skrevet af Kris Kristofferson.

Den texanske bondedreng Price, der voksede op i en skilsmissefamilie, skulle egentlig have været dyrlæge, men sangen kom i vejen. Og medens han læste på et lokalt dyrlægestudie i 1940’erne, sang han om aftenen på diverse natklubber og barer – og blev opdaget af en talentspejder, der så muligheder i Prices flotte bariton. Det resulterede i en pladekontrakt med Bullet Records i countryens hovedstad Nashville. Og således var Prices løbebane fastlagt de næste mange år frem.

De første år lagde Price sig stilmæssigt op af vennen og kollegaen Hank Williams, og det var ikke nogen klog taktik. Publikum ville hellere lytte til Williams end Price. Det var først, da han foretog sit omtalte stilskifte til the “Ray Price beat”, at der skete noget. Og helt frem til 1980’erne fortsatte Price med held med at turnere og indspille plader. Og selv om han ikke viste sig højt på hitlister de senere år, var han umådeligt populær blandt sine gamle fans.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *