Meget passende fik jeg i går nat på min fødselsdag omsider læst Jan Poulsens biografi om Eik Skaløe færdig. Skaløe ender jo sine unge dage i Nepal under omstændigheder, der ikke er fuldstændig afdækket – heller ikke efter bogen. En ung død, der var med til at gøre Skaløe til en myte.

En interessant ting ved bogen er, synes jeg, at Skaløe, hvis berømmelse jo stort set skyldes de otte sange han indspillede med Steppeulvene, slet ikke opfatter sig selv som beatmusiker. Han er i sin egen optik primært forfatter. Og det er som tekstforfatter – sangtekster, breve, avisartikler etc. – han efterlader sig et spor for eftertiden.

Man kan – som bl.a. Torben Bille har gjort – godt sætte spørgsmålstegn ved Steppeulvenes Hip. Er den nu så fantastisk, som den er blevet gjort til i eftertiden? Men man kan ikke fratage pladen og Skaløes tekster, at de var et vigtigt omdrejningspunkt for den danske beat og dens transformation til dansksproget sådan.

Men inden Skaløe nåede til at skrive tekster til Steppeulvene sætter han sit aftryk på en lille singleplade, der udkommer i maj måned 1967. Her udgives beatgruppen Stoke Sects single Glasses/ Candy Girl (Polydor) og Skaløe er medforfatter til teksten Glasses. Stoke Sect blev dannet i 1965 i Birkerød, var et upoleret beatorkester med inspiration fra Who og Small Faces. Selv om bandet blev Københavnsmestre i popmusik i 1966 og nr. to ved DM i popmusik, så fik det ikke den store kommercielle succes og gik hurtig i opløsning.

Stoke Sects Glasses kan man i øvrigt finde på bokssættet Derfra hvor vi stod. Sange med merværdi., hvor den findes på CD 3. På samme cd finder man i øvrigt A-siden til Steppeulvenes sidste single Du skal ud hvor du ikke man bunde.