Lone Justice var et af mine favoritbands i de kuldslåede firsere. Dannet i 1982 med den dejlige sangerinde Maria McKee og guitaristen Ryan Hedgecock i spidsen lagde de ud som cowpunkband med en egenartet blanding af rockabilly og ordinær country. Men en pladekontrakt med det skarptslebne mainstreamorienterede Geffen-plademærke drejede Lone Justice i retning af en moderne country med fokus på iørefaldende singer-songwriter-materiale og elementer af americana. Rygtet vil vide, at det var selveste Linda Ronstadt – den alternative countrys ukronede dronning – der banede vejen for bandets pladekontrakt hos Geffen.

Men som det ofte går med bands, der både har kritikerne og det lokale publikum i ryggen, så solgte deres fornemme debutskive ikke en meter. Musikken led under, at firserne var et årti, hvor der var en kraftig rød streg under mainstream og lydbilledet helt specielt. Fiaskoen medførte store omvæltninger i bandet. Faktisk var det kun Maria McKee, der måtte føre bandnavnet videre med et hold nye musikere. Og med Steve Van Zandt som producer lavede de toeren Shelter, der sagtens kan ses som et kompromis mellem typisk firserpoprock og bandets countryrockrødder. Men heller ikke Shelter fik kasseapparatet til et ringe højlydt, og McKee tog konsekvensen og gik solo.  Siden er der kommet et live-album med optagelser fra BBC og en slags kompilation med titlen This world is not my home.

Men Lone Justice er vist ikke helt gået i glemmebogen, for til januar udkommer This is Lone Justice: The Vaught Tapes (Omnivore Records), der rummer optagelser fra bandets tid før debutalbummet.