Screaming Lord Sutch, hvis borgerlige navn var David Edward Sutch, var en af de få rigtige originaler i populærmusikken. Rock’n roll i horrorudklædning med ligkister på scenen og politisk aktivist i Official Monster Raving Loony Party. Kommerciel succes blev til ikke til så meget af for Sutch, der dog havde et mindre hit med den Joe Meek-producerede single “Jack the Ripper” i 1963.
I 1970 udsendtes Sutchs første album Heavy Friends, hvor han lige netop får hjælp af en række af sine ‘tunge venner’. En afslappet, jamagtig plade, der lyder som en slags Led Zeppelin på en off-dag i øveren og hvor John Bonham trakterer trommerne, Jimmy Page er medkomponist og -producer på et flertal af sangene og Jeff Beck, Nicky Hopkins og Noel Redding spiller lystigt med. Det er en af den slags plader, der får nærmest legendær status med tiden, fordi den i al sin mislykkethed og grimhed trækker på den britiske beats rhythm-and-blues-rødder og peger frem mod beatens beskidt lillebroder, punken. Sutch synger ad helvede til, men vennernes udfoldelser og samspil gør hele pladen værd at lytte til alligevel.
Nu bliver den obskure plade så genudsendt i en restaureret udgave på Esoteric Records. En passende julegaveidé, hvis man skulle være løbet tør for den slags.
- Wailing Sounds
- ‘Cause I Love You
- Flashing Lights
- Gutty Guitar
- Would You Believe
- Smoke and Fire
- Thumping Beat
- Union Jack Car
- One For You Baby
- L-O-N-D-O-N
- Brightest Light
- Baby Come Back