Jeg er ved at læse Jan Poulsen velskrevne bog om Eik Skaløe Spejder og Steppeulv færdig. Den ligger i min natlektyrebunke og bliver læst i små bidder. Det er en bog, der ændrer ens opfattelse af Skaløe, hvis man kun har et billede af ham som forgrundsfigur i Steppeulvene og som junkieexilbeboer i Nepal. Man følger Eik fra fødslen og får ikke blot et billede af en ener, der drømte om at bliver forfatter, men også et skævt tidsbillede af en periode, hvor det endnu var muligt for den enkelte at finde sig særlige vej gennem livet. Et spændende og talentfuldt ung menneske, hvis liv desværre gik tabt i stofferne.

En særlig oplevelse er det at læse om tilblivelse af Steppeulvenes klassiske album Hip, der jo grundlagde Skaløes verdensberømmelse i Danmark. Mage til syret historie om mødet mellem et traditionelt pladeselskab med faste procedurer og en flok barfodede storrygende og stofforbrugende hippiedrenge skal man lede længe efter. At det faktisk lykkes at få de ialt otte numre ned på bånd og ud på plade i et ukendt antal eksemplarer virker nærmest mirakuløst. Enhver med interesse for den tids musik bør unde sig selv at læse historien – og Jan Poulsens bog i det hele taget. Den fås i øvrigt på tilbud rundt omkring.