Nogle gange (altid?) skal man lytte til sine indre forbehold. I går så jeg filmen The Wedding Date (2005, instrutør: Clare Kilner) på TV2. Jeg havde lige læst handlingsreferatet i et blad: En ung kvinde, Kat (spillet af Debra Messing, der – i følge Frøkenen – er kendt for en rolle i serien Will & Grace) skal til sin halvsøsters bryllup, hvor hun dels skal være sammen med den pukkelryggede og så sin eks-kæreste. For at drille eks-kæresten og tage fusen på familien hyrer hun en mandlig escort (i skikkelse af Dermot Mulroney), som hun så forelsker sig i og vice versa. Plottet virkede umiddelbart kendt. Delvist i hvert fald. Min bedste vens bryllup osv. Allerede her skulle jeg måske have valgt noget andet at fordrive tiden med. Bedre blev det ikke, da filmen kom igang. Efter et par minutters tid udbryder fruen, som er en meget garvet filmseer: “Er den ikke lidt langsom i optrækket?”. Eller noget i den retning.
Og, jo. Filmen kørte i af sted i luntetempo. Og det blev den såmæn ved med frem til den ganske forudsigelige slutning. Det var Romanbladet light. Mulroney gjorde, hvad han skulle og kunne: se godt ud. Mere var der åbenbart ikke at presse ud af manus. Debra Messing var da sød, men hverken påfaldende charmerende eller morsom, og at postulere, at escort-fyren – eller for den sags skyld nogen anden mand – skulle falde pladask for Kat, må være ren skrivebordsfantasi. Her er vi langt fra Julia Roberts, for slet ikke at tale om Kathrine Hepburn… Man forstår godt, at hendes liderbuk af en eks-kæreste kastede sig over halvsøsteren. Når det lykkedes at følge filmen til sin ende, så skyldtes det primært birollerne, som dog var ok. Sarah Parish som den nederdrægtige moder til pigebørnene og Peter Egan som pap-faderen til Kate fungerede. Ellers var det mere end let underholdning. Filmen får at uransagelige grunde 5.4 stjerner på IMDB.