Han fyldte 70 i går. Randy Newman. Men arbejde forhindrede mig i at smide en rune efter ham på dagen. Så – bedre sent end aldrig.

Randy Newman er en underlig størrelse. Hans stemmes pragt er til at overse eller – høre. Hans traktering af pianoet er vel heller ikke noget, der får folk i ekstase. Men han kan skrive sange som ingen anden. Sange der – måske på meget uamerikansk vis – er både fulde af ironi og kritisk skarphed. Som da han skrev sangen om de ‘små mennesker’ – ‘Short people’ – der pillede ved den amerikanske fordomsfuldhed. Eller da han skrev en sviende sang om de amerikanske ‘rednecks’ og derved kom til at træde mange over tæerne.

I de senere år er Newman blevet en anerkendt filmmusikskaber. Men fra slutningen af tresserne og frem til firserne var han en af de fremmeste amerikanske singer-songwriters, der på plade efter plade kærligt hudflettede sit hjemland og forsynede os med sange, der hæver sig over den tid, de var skrevet ind i.

Randy Newman er – i ordets bedste forstand – en særling i amerikansk og vestlig popmusik. Til lykke med den runde dag.

Her er en af mine yndlingssange fra Newman, “Baltimore”, der – måske – handler om storbylivets forhærdning og forråelse. Ikke blot storbyen Baltimore, men enhver storby. “Oh Baltimore Man it’s hard just to live/ Oh Baltimore Man, it’s hard just to life, just to live”. Og så er det en fabelagtig popsang.