I weekendens Information kunne man læse, at forfatteren Carsten Jensen opfattede den danske deltagelse i Irak-krigen som udtryk for en generel forråelse i samfundet. Forråelse er sådan et godt ord. Og måske har han ret. Er der ikke sket en sådan forråelse af vores adfærd?
Døm selv. Her er to små historier fra livet i Danmark.
For små ti år siden var jeg til jobsamtale i Herning. På vejen hjem med tog gjorde to unge, somaliske drenge sig bemærket ved at latterliggøre togkonduktøren, fordi de ikke havde nogen billet og tydeligvis ikke havde i sinde at betale for en sådan. Efter langt tids skænderi og mundhuggeri kontaktede konduktøren togføreren og fik toget standset. Politiet blev tilkaldt, og toget kørte først videre, da de to unge var smidt af.
I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse om en ældre kvindes oplevelser i Arriva-toget fra Skive til århus, hvor hun og barnebarnet på 14 havde den tvivlsomme fornøjelse at køre sammen med et flok påvirkede AGF-fans. Fodboldfolket kom fra en kamp, som deres klub havde tabt til Viborg. I følge den ældre dames beretning (læs den selv) fik de afløb for frustrationerne ved at overøse en 14-årig dansk dreng af irakisk afstamning med nationalistiske og fremmedfjendske ytringer, cigaretskodder, affald og ølflasker. Togkonduktøren var vidne til begivenhederne, men reagerede ikke. Togføreren forsøgte at få de urolige elementer til at dæmpe sig via højtaleranlægget, men fortsatte kørslen, da påtalen ingen effekt havde.
Heldigvis lykkedes det et mindretal af AGF-fans at sørge for, at drengen og den gamle dame ikke led yderligere overlast.
Forråelse?