Jeg kom for skade i går at kalde Linda Perhacs en legende. Men der er noget legendarisk over en singer-songwriter, hvis renommé skyldes et fiaskoalbum fra 1970, der ved skæbnens gunst er hevet frem af glemslens mørke og kanoniseret som et af tresserfolkmusikkens overset mesterværker. Men sådan kan legenden kort beskrives. Og med den på mange måder usædvanlige historie i baghovedet havde jeg også nogle difuse forventninger om at blive ført tilbage til en svunden tid – sådan rent musikalsk. Eller havde LInda Perhacs ændret stil – efter at hun fornylig indspillede sit andet album, der er på trapperne+
Men inden vi nåede frem til aftenens hovedanretning denne søndag aften på det århusianske spillested Voxhall fik danske Jomi Massage – alias den danske singer-songwriter Signe Høirup Wille-Jørgensen – lov til at varme op i en halv times tid med numre fra sit nye album. Og det var en lille håndfuld musikstykker, der havde en klart eksperimenterende karakter. Hovedvægten lå på Jomi Massages meget enkle, ja, minimalistiske flygelspil suppleret med hendes kønne, men også aparte sang og garneret med diverse musikalske effekter som samplede lydstykker, stemmeforvrængning, tromme og pianoet anvendt som slagtøj. Undervejs kom jeg til at tænke på salig Niels Viggo Bentzon og hans avantgardistiske håndtering af pianoet. Jomi Massage ekscelerede denne aften i en musikform, der i høj grad henvendte sig mest til tilhørerens intellekt. Så vidt jeg kunne dechiffrere teksterne, så havde de af en nærmest spirituel valør. Det var musik, der i mine ører var mere interessant end bevægende.
Fra Jomi Massage og til Linda Perhacs er der – tidsmæssigt og musikalsk – nærmest et kvantespring. Det var som at blive beamet tilbage til de forgyldte, sagnomspundne tressere at opleve Perhacs og hendes musikalske entourage indtage scenen. Det viste sig hurtigt, at Linda Perhacs optræden var en kollektiv optræden, idet hendes musikalske ledsagere fik en jævnbyrdig plads på scenen. Ved sin side havde hun Chris Price (guitar og tangenter), Fernando Perdomo (guitar, bas og tangenter) og de to superbe backingsangerinder Michelle Vidal og Durga McBroom Hudson. Price og Perdomo er i øvrigt co-producerer på Perhacs nye plade. Og alle fire fik lov til at give et nummer undervejs.
Koncerten bestod af lige dele sange fra debutalbummet Paralellograms og opfølgeren The Soul of All Natural Things. Og det stod hurtigt klart for denne lytter, at Perhacs hverken musikalsk eller tematisk havde forladt den lette, lyse, melodiske tresser-psych-folk med dens næsten panteistiske dyrkelse af naturen og universet. Ikke mindst Perhacs udførlige introduktioner til hvert nummer understregede hendes fundamentale loyalitet med tresserne – en periode, hvis særegenhed hun også eksplicit fremhævede i forbindelse med titelsangen Paralellograms. Den sang kunne kun blive til i den tid, mente hun.
Sammen med sine gode medspillere blev det lille fremmødte publikum nærmest inviteret med på et flash-back til en tid, hvor det handlede om good vibrations og hvor delikat, akustisk folk med psykeliske overtoner var noget af det bedste, man kunne byde på. Flere gange undervejs kom jeg i tanke om den helt unge, akustiske Joni Mitchell og Crosby, Stills & Nash i det akustiske hjørne. Og det var slet ikke tilfældigt, tror jeg.
Trods sin fremskredne alder har Linda Perhacs stadigvæk en smuk, næsten piget, klar stemme, der står sig godt til de melodiske og let forførende sange, hun har lavet. Og hendes fire medspilleren bakkede hende på enhver måde op. Selv deres soloindslag faldt helt i tråd med Perhacs psych-folk.
Knap to timer varede koncerten. Og den var som en tidsrejse tilbage til tressernes musik og Woodstock-tidsånd – og en understregning af, at musikken fra dengang – som al god musik – er tidsløs.
Foto lånt fra Linda Perhacs hjemmeside (fra venstre: Price, Hudson, Perhacs, Perdomo og Vidal)