Gårsdagens film var “24 Hour Party People” om den for nylig afdøde musikbagmand Tony Wilson og musikmiljøet i Manchester, især pladeselskabet Factory Records og natklubben The Hacienda. Instruktøren Michael Winterbottom og manusforfatteren Frank Boyce har valgt at lade Tony Wilson selv (spillet af komikeren Steve Coogan) fortælle og kommentere historien fra punkbevægelsens start og frem til de tidlige halvfemsere, hvor både pladeforlag og natklub går i opløsning i penge- og stofproblemer m.v.
Steve Coogan fremstiller med megen engelsk tør humor den den g(eni)ale journalististudannede tv-mand Wilsons vej til berømmelse. Det er et portræt af en lidt naiv idealist, der ikke har megen forstand eller interesse i den økonomiske side af musiklivet, men er drevet af kærlighed til Manchester, byens indbyggere og så den ny musik, som han har et godt øre for. Coogans præstation er filmens force. Og så billedet af det “vilde” miljø omkring de to store projekter, iblandet fx portrætter af Joy Divisions suicidale Ian Curtis og syrehovederne i Happy Mondays.
Som hovedpersonen er inde på et sted, så vægter filmen legenden mere end den skinbarlige sandhed (hvis de to ting da overhovedet kan adskilles…). Filmen prætenderer altså ikke at være andet end en biografisk fiktion, en fortolkning af et levet liv og et bestemt miljø. Som sådan er det en fin og underholdende film. Og et cadeau til de ildsjæle på og bag scenen, der ikke tjener mange ører på deres entusiasme og idealisme, men som skaber fornyelsen på musikscenerne.
Filmens svageste side er nok selve de musikalske indslag, som jeg ikke synes yder de medvirkende kunstnere fuld retfærdighed. Fx fik jeg ikke en oplevelse af den energi og dynamik, som Sex Pistols stod for – og som i følge hovedpersonen gjorde dem til den største musikalske fornyelse siden Elvis – via de lidt anonyme indslag.
Filmens trailer: