“Al fotografi er en standsning af tiden, der opfordrer os til at erindre og genkalde det, der var – et tabt nu, der forekommer så nært og så fjernt” skriver Rikke Rosenberg indledningsvist den flotte fotobog Alle er kommet. Livet er en strøm, og vi gribes alle af ønsket om at standse bevægelsen, fastfryse livets øjeblikke, udsætte dødens komme. Men som filosoffen Roland Barthes var inde på i sin fotobog Det lysende kammer, så er fotos også billeder, hvor man kigger ind i andre øjne, øjne, der ser en anden tid. Og det kan – som Barthes diskret antyder – være en svimlende erkendelse.
Alle er kommet dækker over fire årtier, begyndende med de tidlige firsere og så frem til dette år. Og den 400 sider store bog er – heldigvis – delt op i tolv tematiske afsnit. Det første afsnit hedder Ung eller Med en dyb indsigt, der snart igen forsvinder, og består af portrætfotos og snapshots fra ungdommens fester. Stemningsmæssigt fortsætter det ind i kapitel to om Halvfemserne, hvor hovedpersonerne og vennerne stadigvæk er unge og barnløse, og der er plads til fest og vist nok glade dage. Men der er også kapitler, hvor temaerne snævrer sig ind til fx portrætter (af Sanne Gottlieb, Signe Høirup Wille Jørgensen eller Anna Maria Helgadóttir). Kapitlet Lovebites er også en slags portrætkapitel, hvor hovedpersonen blot er det band, som Sigrún var en del af – dengang. Udover selve fotografierne, der er mange, store og flotte, så består bogen også af et kapitel med tekster af SigÅ•un selv, Benn Q. Holm, Klaus Lynggaard, Torben Sangil, Diana Tørslev Møller og Signe Høirup Wille Jensen. Tekster, der hver på sin facon sætter billederne i perspektiv. Endelig er der også, som det sig hør og bør, en registrant, der fortæller om de enkelte fotos indhold og historie. Så vi andree, der ikke var med dengang, også kan følge med.
Hvad er det så man oplever, når man synker ned i alle disse fotos? Jo, dels er den den velkendte fornemmelse – som vi alle kender, når vi fordyber os i vores egne fotoalbums – af forduftede stemninger, g(l)emte følelser. Og dels er det også en oplevelse af at være – i bogstaveligste forstand – udenforstående i nogle situationer og scener fra andre menneskers liv. Et dobbelthed af både intitimitet og fremmedhed, der i høj grad fremkaldes af Sigrúns fotoæstetik. En æstetik, der både mestrer det strengt iscenesatte glamour- og modelfoto – som fx i coverfotoet – og i særdeleshed en æstetik, der ligger meget tæt på hverdagsfotografiets med dets karakter af tilfældighed og u(s)poleret realisme. Jeg holder allermest af de billeder, der fremstå som mindst ‘kunstneriske’, fordi de har en særlig sanselighed og uhåndgribelig autenticitet.
Alle er kommet er – som alle gode fotobøger – sådan en bog, man let fortaber sig i, og som fører en bort fra den aktuelle virkelighed til en tabt verden af i går. En påmindelse om, at livet går sin gang, og det er op til os selv at holde fast i erindringen og livet. Hermed anbefalet alle billedelskere.
Sigrún Gudbrandsdóttir. Alle er kommet – Portraits & Parties 1983-2013. Fotografisk Center. Er udkommet.
En smagsprøve – her bandet Trains, Boats & Planes fotograferet i Stengade i 1994:
