Frank Leppard er ikke et herrenavn, men navnet på et band, der er samlet omkring Peter Kibsgaard, Assi Roar og Carsten Skov. Og de pladedebuterer med et album, der stilistisk er som en stor pose blandede bolscher. Og alle smagsforskellene styrkes af de musikalske medspillere, som Frank Leppard har inviteret med i studiet – fra Al Agami over Louise Norbye til Ole Kibsgaard. Der er dog en grundsubstans i posen, nemlig det, vi i mangel af bedre, kalder rocken. Rockens puls – der bl.a. holdes af Kibsgaards solide, tørre trommespil – sikrer af diversitetsprojektet ikke skrider ud i den rene stilforvirring.

Tematisk når vi også vidt omkring, men den uopslidelig kærlighed får selvfølgelig en del ord med på vejen. Det gælder fx i den indledende sang “Dead girl in Texas”, der er en morbid historie om kærlighed, der dræber. Med Al Agami i front er det en blodig sang, der lader rap møde crooner– og cirkusmusik. Louise Norbye lader sin dejlige stemme klinge i kærlighedssangen “Love Song”, der gælder den kærlighed, der har været. En voksen kærlighedssang om den mirakuløse, men også svære kærlighed. Det er en poprocksang, hvor Norbyes fine stemme og trommernes pulseren følges af stemningskabende klange fra guitar og tangenter. I “Shoot my baby up” er vi tilbage i de morbide kærlighedssange. Det er en ren rocker, der både kalder på associationer i retning af straight tresserrock og stålsat rock à la Lou Reed. Ja, tematisk kunne den såmæn være taget fra Reeds heroinerfaringsverden.

Men der er også sange, der er sværere at greje, fx “Satellites”, der står i gæld til elektropoptraditionen og handler måske om telefoniens fremmedgørelse og sjælen ubodelige ensomhed. Eller der er en sang som “Fool”, en let dansende rocker, der måske handler om at være det fjols, vi nu engang er. Lidt i samme spor finder vi “Pirates”, der handler om at være fribyttere – pirater – i vores eget liv. Det er et livligt rocknummer, der ikke mindst i kraft af de flotte korarbejde lyder som var det trukket ud af et teaterstykke om sørøvere og andet godtfolk.

Og sådan er det i det hele taget på Frank Leppards debut. Tematisk bredde er indlejret i den stilistiske bolscheposes rockrammer, der på den anden side tilsættes krydderier i kraft af fængende arrangementer og anvendelse af instrumenter, man ikke hører hver dag i dagens rock – fx vibrafon, theremin og mandolin.

Når pladen skal anbefales – varmt – så er det på grund af den iørefaldende, smittende og forførende diversitet i udtrykket (hvilket ikke er hverdagskost i lille Danmark). En alsidig plade, der vinder ved hvert genhør.

Frank Leppard. Frank Leppard. VME. Udkom i går.