CAPAC anbefaler: Azure Blue – Beyond the Dreams there’s Infinite Doubt

Author:

Pet Shop Boys udsendte tidligere på året albummet Electric. Daft Punk leverede et af de mest overbevisende stykker electronica med Random Access Memories. Og såvel Depeche Mode som Orchestral Maneuvres in the Dark har været på banen med vellykkede elektroniske plader. Jo, noget tyder på, at den firserinspirerede electronica har fået en mindre renæssance her i vort krisetyngede, kuldslåede årti. Og måske er det ganske forståeligt?! For det har altid været således, at musikken har søgt mod det glædelige, mod dansen og festen, når økonomien skrantede og krisestemning fik greb i folk.

Og firserelectronicaen stod for både det dansante, det romantiske (og seksuelle) og det festlige. Og fælles for mange af de nævnte udgivelser er netop, at de trækker på firserelectronicaens hang til det romantisk-melodiøse og den feststemte glæde.

Og dette signalement passer også rigtig godt på Azure Blues nye plade, der bærer den lidt mismodige titel Beyond the Dreams there’s infinite doubt. Azure Blue er kunstnernavnet for svenske Tobias Isaksson. Med en række gode, iørefaldende og let forførende melodier har Isaksson med sit elektroniske isenkram iscenesat et indbydende univers, der fremtvinger associationer mod firserne og lokker lytteren til dans, fest og syng-med. Oven i købet får man så også en umiskendelig, professionel, svensk poplyd og -stemning. Man kan ligefrem høre, hvordan ABBAismens strenge krav til kvalitative arrrangementer og pletfri lyd sætter sig spor hos Azure Blue.

Azure Blue har tidligere udsendt debutalbummet Rule of Thirds, der vist nok fik en fin modtagelse – i hvert fald uden for Danmarks grænser. Med den nye plade burde Azure Blue kunne få greb i danske lyttere med hang til romantisk electronica og svaghed for denne musikforms forgængere. Det er en plade helt på niveau med de fleste af den tidligere nævnte store navnes plader. Hermed anbefalet.

Zure Blue. Beyond the Dreams There’s Infinite Doubt. Hybris. Udkommer i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *