Den 6. august 2006 skrev jeg følgende i min smartlog:

“jeg var heldig at få set den australske film Danny Deckchair af Jeff Balsmeyer (hans første film som instruktør). Filmen handler, kort fortalt, om en mand, Danny – spillet af Rhys Ifans, som nogen måske vil huske som Hugh Grants mayonnaisespisende bofælle i Notting Hill – der kører godt og grundigt træt i sit liv som cementarbejder med en kæreste, der drømmer om en bedre mand, et bedre liv osv. Da han en dag overrasker konen sammen med en kendt tv-mand, arrangerer han en havefest, der ender med, at han flyver bort på en havestol, hvor der er påmonteret nogle store balloner. Han lander langt nordpå i haven hos en dejlig kvindelig parkeringsvagt, spillet af den underskønne Miranda Otto (kendt fra Ringenes Herre 2). Og her starter hans nye liv. Som en anden anmelder vil jeg ikke afsløre resten af handlingen, selv om den er ganske banal. Det er heller ikke i handlingen filmens styrke ligger. Det er i den hverdagspoetiske fremstilling af en række personer, hvis liv ikke er faldet i hak. Filmen fremstiller de lidt fortabte, drømmende personer med stor sympati og lun humor. Især er de to hovedpersoner virkeligt godt typecastet. Rhys er den forvirrede vildmand, der ikke har noget andet valg end at forfølge sine dagdrømme, der gør hverdagslivet uudholdeligt for ham. Miranda er den lidt resignerende singlepige, der prøver at undertrykke sine håb, drømme og længsler, indtil Danny kommer dumpende ned fra himlen og sætter fut i hendes kedelige liv. Det er den gamle historie om modsætninger, der mødes i sød musik. Og man tror på, at det er sådan. En rigtig feel-good-film, som enhver, der er træt af Hollywood-ramasjang bør unde sig selv at se. Imdb.com giver den 7 ud af 10 mulige stjerner, og det er helt fortjent. Mere af samme skuffe, tak!”

I aften genudsender DR2 filmen kl. 20.45. Så det er med at kende sin besøgelsestid, hvis man ikke allerede har haft fornøjelsen…