De Efterladte kalder de sig, digteren, musikeren og sangeren Peter H. Olesen og musikeren Michael Lund. Efterladt af hvad, kunne man spørge? Måske af det, vi undertiden kalder ‘udviklingen’, når vi taler om samfundets historiske foranderlighed. Efterladt i betydningen: lidt uden for. Uden for tidens tendenser – trends. Som samfundets outsidere, outcasts. Ellers om det de først og fremmest er: kunstnere. Kunstnerne, der står lidt uden for tiden og – som i sangen “Kursiv” – med et skævt blik ser penetrerende på samtiden og registrerer iagttagelserne i kunstnerisk form.

Efterladt som det fugleskræmsel, som Peter Olesen identificerer sig med i en af pladens fine sange: “Du står som fugleskræmsel/i egen have/med udsigt til æbletræer og bortskræmte krager/Du står med uglet hår og et fåret smil/ med det koster kræfter altid at skille sig ud […] Du tænker på alder og ukrudt. Du tænker på fortiden/fortyder du fortryder/Du vil ikke være en Rasmus Modsat/du vil gerne kunne tro/Ville gerne kunne omfavne alt/ville gerne kunne tro”. Fugleskræmslet, der er smukt afbilledet af Jørgen Holm på coverforsiden, er sindbilledet på en kunstnertype, der er splittet ḿellem ønsket om tilpasning og erkendelse af og besindelsen på altid at skille sig ud fra mængden.

Og det er måske lige netop i denne splittelse eller spaltning, man finder noget af forklaringen på den melankoli og rastløshed, der præger Peter H. Olesens tekstunivers. Og som allerede dukker op i pladens første sang “Alting om igen”, der handler om fortrydelse: “Jeg gjorde gerne alting om igen”. Men man skal vare sig for at tage udsagnet for bogstaveligt, for Olesen er ikke for fastholdere. Og selv melankoli og rastløshed er dobbeltbundede. I “Fugleskræmsel” fortrydes fortrydelsen for eksempel. Og bag melankolien lurer en taknemmelighed over livet og en form for tilfredshed med, at tingene er, som de er. Det kommer måske tydeligst til udtryk i den lille, finurlige selvmodsigende sang “Troløs bøn”: “Pas sin have/Bag dit brød/Lev dit liv/ Dø din dø/ Morgen aften/ Syng din sang/ Bed en bøn/Hør dens klang/ Op og ned/Det er livets kår/Sorg og ulykke/Alt forgår/Gud er død/og verden stor/Fornuften er din rettesnor”. Den ikke-troendes credo. En moderne pendant til Kingos Sorrig og glæde de vandre til hobe. Blot med modsat fortegn.

Olesen er digter, og derfor betyder ordene noget. Som i sangen “U.t.” om sprogmenneskets undren over ordenes betydning, udtale og frememdartethed. Nærhed og distance på en og samme tid. Eller som i pladetitlen, Alvorsord og etagevask, der både alders- eller generationsbestemmer digteren og fortæller os lyttere noget om teksternes dimensioner af hverdagsagtig konkrethed og erfaret alvorsfuldhed.

Musikken – af Michael Lund – passer fortrinligt til Olesens tekster. Ja, musikken klæder teksterne. Vi befinder os i grænselandet til poppen. Men kun i nærheden. Regulære popmelodier bliver det ikke til, kun næsten, men det melodiske er iørefaldende nok, som tilfældet er hos duoens åndelige brødre i Velvet Underground eller Joy Division. Der dyrkes en æstetik, hvor guitaren er fremme i lydbilledet, akkompagneret af forskellige keyboardlyde og med en forkærlighed for støj. Duoen har bevidst fravalgt trommer og bas, men alligevel afsætter musikken associationer til den post-punk-rock, som Olesen og Lund må have med sig som åndelig bagage.

De efterladte har efterladt deres nye plade på min cd-afspiller. Og der får den lov til at ligge længe. For De efterladte er som de outsidere, de er, noget for sig selv og skiller sig på bedste måde ud fra meget af den musik, der udkommer i disse år. Det er itonesat poesi, der kræver en engageret lytter. Jeg kan kun anbefale jer derud at få fat i den plade. Den kommer med på min personlige liste over årets bedste oplevelser.

De efterladte: Alvorsord og etagevask. Producere: Peter H. Olesen & Michael Lund. Melodika/Target. Er udkommet.