Frank Zappa og Mothers of Invention ‘går til filmen’ med dette 1969-album, der var tænkt som et soundtrack. Filmen blev dog først til noget i 1987, hvor den blev udsendt som video. Musikken er et melodisk konglomerat af jazz, klassisk, doo-wop, blues, rock’n roll og lydstumper fra nær og fjern. At lytte til den er som at køre hen over FM-båndet på en gammel analog radio, blot med den forskel, at lydglimtene er bevidst iscenesat af Zappa. Som så ofte bruges elementerne med en Zappask ironisk distance. Det er en fascinerende rejse ind i et på samme tid respektfuldt og -løst musikalsk og tekstligt univers, hvor elementer fra hele det kulturelle aspekt køres gennem zappas foodprocessor. En slags populærkulturel dekonstruktion på amfetamin.
Jeg kan huske, at netop Onkel Kød-dobbeltalbummet gjorde et stærkt indtryk på mig, da jeg første gang lagde ører til det. Og af en eller anden grund var jeg ret vild med coveret, der mindede om moderne kunst, collager, objets trouvés etc.