I dag er jeg blevet grebet af Woodstock-nostalgi. Dels på grund af den herskende politiske elendighed, hvor fraværet af visioner og ønsker om radikale samfundsændringer brillerer ved deres fravær. Det er som om den grundliggende politiske ide hos alle magthavere og deres oppositioner er: Vi skal bare have mere af det samme… så går det nok. Ja, det går i kage. Kloden stønner under klimaforandringerne, den globale økonomi er konstant på nippet til at bryde sammen endnu engang og rundt om på kloden forsøger folk sig på forskellig vis at gøre opmærksom på, at der må radikale forandringer til, hvis den blå planet skal overleve og udvikle sig. Derfor må vi ikke glemme drømmene og drømmerne. Fx dem, der fik Woodstock til at blive en fredfyldt realitet dengang tilbage i ’69. Der er mere end nogensinde brug for drømmere og idealister, der vil sætte deres liv ind på at drømme om og tænke en ny og anderledes samfundsvirkelighed. Her er et par klassiske højdepunkter fra de tre dage på Yasger’s Farm. “I’m going on down to Yasgur’s Farm,
I’m gonna join in a rock and roll band. /I’m gonna camp out on the land./ I’m gonna get my soul free. / We are stardust./ We are golden.
And we’ve got to get ourselves back to the garden.”